Mig og min selvsabotage.
”Hvorfor blev du egentlig så stor?”
”Hvordan kunne du tage 50 kilo på, på 7 mdr?” ”Hvordan kunne det gå så vidt?”
”Tænkte du slet ikke på de konsekvenser det kunne ha’ for din sundhed og fremtidige liv?”
Hvis det dog bare var så nemt for mig at give et svar der måske ville give mening for alle, men det tror jeg ikke jeg kan. Det giver i hvert fald mening for mig selv, hvorfor jeg blev så stor. Og lur mig om der ikke er mange andre der lider af BED, indre maddæmoner og et forvrænget forhold til mad som ville kunne nikke genkende til min begrundelse.
Jeg blev så stor, først og fremmest fordi jeg er en tryghedsspiser og trøstespiser uden lige når jeg har det svært. Mine følelser har altid styret hvordan jeg spiste, og gør det til dels stadigvæk. Da jeg som 19 årig gik ned med depression, angst, brød sammen pga. de ekstreme negative tanker og selvværd jeg havde, var der ikke noget der kunne trøste mig. Ikke min familie, ikke mine nærmeste .. Ikke andet end MAD! Det hjalp, jeg vil ikke lyve. Det lindrede min sorg og smerte når det stod på. Så snart jeg var færdig med mit måltid, var der allerede der et kæmpe tomrum og sorg. Jeg kunne nærmest ikke klare at gå 20-30 min. Uden at spise noget der gjorde mig tryg. Ligeså snart jeg ikke oplevede den lindring mad gav mig, blev jeg ked af det. Det gir lidt sig selv, at jeg var kommet ind i en meget destruktiv og svært brydelig cirkel. Jeg var allerede overvægtig i forvejen. Jeg vejede vel omkring 90-100 kilo da jeg blev deprimeret. Og eftersom jeg ikke lavede noget, lå i min seng og græd det meste af dagen, kunne jeg ikke rigtig andet end at spise. Det holdte mig oppe. Det var det eneste lyspunkt jeg kunne finde. Jeg hadede alhokol, jeg hadede cigratter, stoffer osv. Men maden var der, for SÅ farligt var det jo ikke.
Når man oplever ikke at have sit liv kært mere, er det jo klart at man begynder at blive destruktiv. Sige fuck til alt og alle der faktisk kunne hjælpe.. For hvad skulle det nytte? Jeg kunne klare mig fint bare mig, min seng og mad. Det var jo det eneste der hjalp alligevel, og det havde det altid været. Maden har aldrig svigtet eller såret mig (følte jeg i hvert fald ikke). Så kunne jeg ligge der i min tryghedsbobble og spise mine bekymringer og sorger ind. Den destruktive spiral begyndte at være mit liv, og før jeg nåede at se mig omkring var jeg 40-50 kilo tungere, havde lukket nærmest alle mennesker ud fra mit liv, havde droppet ud af HF og sad tilbage i min seng med en kæmpe stor papkasse fyldt med mad, kager, slik og chips. Det var hvad jeg havde tilbage, og så min mor som nægtede at lade mig lukke hende ude også.
Så hvordan kunne det dog gå så vidt? Jo, det menneskelige sind er complekst. Fyldt med vrangforestillinger, sorger, åndssvage forsvarsmekanismer, falske antagelser, selvbenægt, selvhad og irrationel frygt der kan få os til at gøre idiotiske og destruktive ting imod os selv. Når man ikke elsker sig selv, så behandler mig sig selv derefter. Vi accepterer den kærlighed og velvære, vi synes vi fortjener. Og jeg fortjente ikke et lykkeligt sundt liv! (Var min overbevisning i hvert fald) Trøstespisning, tvangsspisning og overspisning kan (og er i langt de fleste tilfælde hvis du spørg mig) en ligeså svær og seriøs afhængighed som alt muligt andet. Og et overforbrug kan have store sundhedsmæssige konsekvenser. Det også derfor jeg er forarget over, hvorfor BED ikke er blevet anerkendt som en seriøs skadelig spiseforstyrrelse, på samme niveau som f.eks. Bulimi og Anoreksi? Der må jo (undskyld mit sprogbrug) forhelvede være en dybere årsag til, hvordan overvægt og svært overvægt er så stort et sundhedsmæssigt problem så mange steder i verden. Men hey, man spiser jo bare lidt for meget ikke? Man skal jo bare tage sig sammen, lukke munden og lette røven ikke? Så sig lige til en med svær anoreksi at hun jo BARE lige skal spise noget mere. Det da ikke så svært.. Hvorherre på lokum! NÅ men det et andet emne som jeg har i sinde at komme meget mere ind på, i et andet indlæg inden længe.
Jeg fandt en måde at overleve på. Jeg fandt noget der holdte mig oppe i nogle meget svære måneder af mig liv, som desværre havde store følgekonsekvenser. Men det hjalp mig lige dér.. Nok var det en form for falsk lykke, og man kan ikke sige noget som helst godt om det – måske lige andet end at, mit livs hårdeste måneder – fra et dybt mørkt sted, fyldt med selvhad, sorg og selvbebrejdelse gav jeg mig selv to valg. 1: Du kan enten tage og tømme et helt glas piller! 2: Eller du kan prøve, at gøre et seriøst forsøg på at vinde dit liv tilbage?
Ja, jeg havde nok mest lyst til det første. Ærligt, det havde jeg. Men jeg kunne altså ikke undgå at drømme.. Jeg er en drømmer. Inderst inde så tror jeg på, at alt bliver godt i sidste ende – men det gør det Kun hvis man kæmper for det, og lider lidt. Nej, jeg troede ikke på mig selv. Men jeg havde en drøm, jeg blev nød til at PRØVE at leve ud.
Så hvorfor vægten endte med at stå på 140 kilo? Det var fordi jeg svært deprimeret, og havde en afhængighed og trøst som hjalp mig og lindrede smerten for en stund. Eller lang stund. På en måde har maden altid været min redning, og samtidig min værste fjende. Mit forvrængede forhold til mad, har jeg accepteret at jeg altid ville skulle kæmpe med. Og det ok, alle har et eller andet de slås med og har en svaghed overfor. Selvsabotage er lidt den trojanske hest. For man føler egentlig det er en kæmpe selvforkælelse, som bare har en mørk side hvis man ikke lære at tage kontrollen over den.
