Fra den ene spiseforstyrrelse til den anden.
Min daværende psykiater sagde engang til mig “Alle kvinder er sgu lidt spiseforstyrrede!” og ja, det er lidt genereliseret og lidt et statement – men jeg tror til dels han havde ret.

OG DET ER ALTSÅ INGEN SKAM!

Vi kan ikke forvente af os selv, at vi skal være totalt perfekte, unuancerede, uden “svagheder” og indre dæmoner. Men vi KAN og SKAL forvente af os selv, at vi har styrken og viljen til at komme igennem det eller lære at leve et godt liv på trods.

Personligt har jeg været “spiseforstyrret” lige siden jeg kan huske. Altid ville jeg ha’ dobbelt så meget mad som de andre børn (helt fra spæd), og da min trøstespisning for alvor startede i 6 års alderen hjalp det ikke ligefrem på min lyst til mad. Mange mennesker forstår ikke hvordan jeg kunne ende med at veje 140 kg, nej .. Men det kan jeg selv SÅ godt forstå. Hvis folk bare vidste hvor meget mad hjalp mig op, hvor meget det trøstede mig og at det i perioder var det eneste lyspunkt jeg synes der var i mit liv. Dérfor kunne jeg ikke få nok! Jo dårligere jeg havde det, jo mere ville jeg spise OG få det endnu dårligere med mig selv igen. Det var skruen uden ende, og en dårlig ond tryghedsspiral.

Da jeg så vejede 140 kilo og fik mit livs chok, vidste jeg først dér at det her var alvorligt, og at jeg blev nød til at gøre noget drastisk for at ændre mit liv og kæmpe mig tilbage. Chokket var så stort. Skammen var så stor. Håbløsheden var så overvældende. Den dag, skete der noget indeni mig – og jeg vidste, at jeg kæmpede for mit liv. Jeg blev skræmt helt inde i sjælen.

Da jeg havde tabt omkring 50 kilo, begyndte jeg at blive opgiven. Jeg følte ikke, at jeg havde mere energi i mig. Jeg kunne ikke længere undertrykke mine maddæmoner, jeg passede ikke min træning, fordi at jeg begyndte at overspise igen. Oveni at jeg havde fået nyheden om, at jeg skulle ha’ fjernet hud 4 steder på kroppen. Det var en svær periode at skulle hive sig op af, og ærligt .. Så ved jeg ikke hvordan jeg kom ud af den. Men jeg tror en medvirkende faktor, kunne være .. at jeg begyndte at kaste op. Bulimi! I starten var det kun efter jeg virkelig havde overspist et kæmpe “orgie” slik, kager, chokolade alt det gode der – så jeg fysisk ikke følte jeg kunne holde det inde mere. Efter at ha’ “vænnet” mig til, at nå men det gjorde jeg bare hver gang, så begyndte jeg at planlægge at kaste op. Det var ikke længere fordi jeg fysisk blev nød til det, det var fordi det var en vej ud! Jeg kunne “undo” it på den måde, og jeg blev afhængig af det.

Fra “bare” at kaste op et par gange om ugen efter min overspisning, blev det dagligt, og det blev også når jeg ellers havde spist sundt – men alligevel måske frygtede, at det var lidt for meget? Jeg planlagde hvad jeg skulle købe ind, som jeg havde erfaret var nemt og ikke gjorde nær så ondt at kaste op. Flødeboller var farvoritten, det kunne jeg nærmest ikke mærke. Så en hel kasse flødeboller, kunne jeg snildt få ned på 5 minutter. En pude stod nærmest permanent foran mit toilet, så jeg ikke fik ondt i knæene. Et glas vand var altid klart, da jeg følte at det var nemmere at få “renset ud” og kaste op, hvis jeg havde drukket en masse vand også. Vigtigst var min tandbørste, som jeg brugte til at stikke ned i halsen.

JEG HADEDE DET. Ej hvor var det ubehageligt, men jeg var rædselsslagen for at tage på – og min psyke hungrede efter de her madoriger! Jeg kunne ikke undvære dem.

Da jeg i en periode kom op på, at kaste nærmest alting op – top var 8 gange om dagen, begyndte jeg sgu at blive bekymret. Man jo tror ALTID at man har styr på det, og at det ikke er farligt for en selv. Yeah right, keep telling yourself that, Fie!
Selvbenægt, fornægtelse og nærmest vrangforstillinger.

Det var først da jeg begyndte at få fysisk ondt i min hals, at jeg langsomt stoppede igen.. Ikke bare sådan lige med det samme, jeg skulle lige erfare, at det faktisk gjorde ondt hver gang og at min hals blev ødelagt. Blod kom op, halsbrænd, riven og ømhed i halsen, jeg fik tit ondt i halsen og følte nærmest jeg blev kvalt når jeg kastede op.

Måske er jeg bare sådan et menneske, som skal lære det på den hårde måde – og køre den helt ud på kanten før jeg forstår hvor alvorligt det er. Også at jeg erfarer, at jeg skal passe på og værdsætte mig selv. Det kan bare være svært, hvis ens selvværd ikke følger. Nogle gange kan det sværeste skridt på vejen imod bedring, være at man føler sig rejsen VÆRD og at kæmpe for!

Det snart et år siden jeg gjorde det skete sidste gang.

Og det har selvfølgelig ikke været uden tilbagefald. Men når jeg så er faldet i, prøvet at kaste det hele op – får jeg utrolig ondt i halsen! Min krop kan ikke holde til det mere, så jeg tager nu konsekvensen af min overspisning når det sker.
Jeg gjorde det jo kun, fordi jeg følte jeg fandt en udvej. Hvor jeg kunne mærke lindringen og den kæmpe glæde madorigerne gav mig – og bagefter slippe fra konsekvenserne. Det ironiske er jo bare, at jeg faktisk overhovedet ikke tabte mig i de perioder hvor jeg kastede meget op. Jeg ved ikke om der går koks i ens indre, biokemi osv – men det gjorde ikke jeg tabte mig i hvertfald. Det jo også svært, at vide om det hele kom op osv.

Tiden hjalp mig, og jeg kom heldigvis ind i en god periode igen. Efter jeg erfarede, at jeg faktisk godt kunne spise nogle ting, slik, chokolade osv uden at tage på (hvis jeg vel og mærke også havde hårdt træning i min hverdag).
Får du ikke styr på dit forhold til mad ved den ene spiseforstyrrelse, kan det jo sagtens føre til en anden.

“Yes I have gained a little weight, that’s what happens when you beat and eating disorder.” – Demi Lovato.

Om ikke andet, så har jeg efterhånden indset og accepteret at jeg altid vil ha’ et forvrænget og mere følelsmæssigt forhold til mad. Det nærmest et instinkt for mig, så forangret i mig at elske mad. Nogle gange højere end livet! Dét vælger jeg så ikke at lade styre showet. Men det har taget lang tid, at indse at mad ikke er vigtigere end livet selv. Og når jeg er inde i en dårlig periode, så er mad oftest også det jeg tyr til. Balance, balance, balance hører vi hele tiden, og JA selvfølgelig er det vigtigt! Men for at finde sin EGEN balance, og en der skal holde livet over – skal vi altså UD af balance. Vi skal ud i grøften, for at tage ved lære og rette ind. Mange af os, kender nok det der med at spise med følelserne – og når vi er komplekse menneske med rigtige stærke følelser, så er det da klart at man kan risikere at komme ud i et deskruktivt ondt misbrug. DET ER MENNESKELIGT, ikke skamfuldt!

Pas på jer selv derude, jeg er ved at lære det <3

//Fie

SÅ GUYS, hermed som lovet lige det sidste blogindlæg omkring forløbet af mine hudfjernelsesoperationer. Jeg håber og kan fornemme, at de her indlæg hjælper flere mennesker der skal igennem det samme – og måske også for belyst, hvor mange udfordringer og lag der virkelig kan være på en vægttabsrejse.

Nogle gange kan jeg virkelig godt forstå, at det kan være svært at have modet til at begive sig ud på rejsen, for der kan godt komme nogle hård ting. MEN sådan er det med så mange ting i livet, det ikke værre end at man kan holde det ud – og lige gyldigt hvor kliche det lyder, IT ONLY MAKES US STRONGER! <3

Den første operation jeg fik foretaget er en såkaldt 360 graders mave operation. Man fjerner overskydende hud på mave, laver et nyt hul til navlen, løfter venusbjerget – derfra fortsætter man ud på siden og fjerner hud på nedre ryg. Jeg fik også en balleløft ved denne operation. På fagsprog er det også kaldet en såkaldt “Belt Lepictomi” og det gør det, fordi man nærmest fjerner et bælte af hud, hele vejen rundt.

Til at starte med troede jeg ikke det var så omfattende. Jeg troede kun, at jeg skulle have fjernet mavehuden, and that was it. Men kirurgen mente at jeg ville være bedre tjent med en Belt Lepictomi, da jeg havde ret meget hud på nedre ryg også. Jeg kunne godt vælge det fra hvis jeg ikke ville, men jeg tænkte at jeg ligeså godt kunne få det overstået.

Mange af jer ved nok, at jeg blev godkendt til at få det bevilliget af det offentlige. Du kan læse om du opfylder sundhedsstyrrelsens krav om at få det bevilliget på det offentlige.
Link: Her!

Dagen inden operationen blev jeg tegnet op af kirurgen, imens han forklarede mig hvad de gjorde og hvad der skulle ske.

Operationen fandt sted på Herlev Hospital plastikkirurgisk afdeling Februar 2014. Den tog lidt over seks timer, med to plastikkirurgere på. Operationen gik som planlagt, tog lidt længere tid men foregik eller helt fint og fredeligt.

De tre næste dage lå jeg på Herlev med 4 dræn i. To foran på maven, og to bagved. Det var virkelig hårdere end jeg havde forestillet mig, og ja .. Det føltes som om jeg var blevet skåret midt over, men lige var blevet lappet sammen så jeg ikke dødede. Denne operation, var den hårdeste at komme sig over. Jeg kunne ikke læne mig for meget forover, så det var virkelig begrænset hvad jeg kunne. Det var virkelig vildt, at opleve hvordan kroppen kunne føle sig traumatiseret på den måde.

Efter tre dage blev jeg udskrevet og var klar til at komme hjem.  Jeg husker den første uge som værende virkelig hård! Der gør det altså virkelig nas, og kroppen arbejder jo på højtryk på at hele sig selv. Heldigvis er man nogenlunde smertedækket de første 2 uger! Længe leve morfin 😀

Men hver gang jeg lige åbnede mit mavebælte og kiggede lidt, blev jeg jo rørt til tårer over hvor flot min mave var blevet. Jeg havde ALDRIG haft så flot og flad en mave før! Det var så surrealistisk.

Helingsforløbet de næste uger gik helt fint! Ingen infektioner eller andre problemer. Hvilket også har gjort at det faktisk er blevet et ret flot langt ar 🙂

Sådan ser arrene ud idag 1 år og 6 mdr. efter!


Og også arret fra min Upper Bodylift operation, som jeg har skrevet om i første del.

Det er fantastisk hvordan kroppen kan hele sig selv, med tid og sund livsstil. Jeg har ikke brugt nogle cremer eller olier, da jeg er tilfredse med arrene som de er.

Igen så fik jeg lavet de her operationer, fordi huden simpelthen var for generende, ubehagelig og ikke naturligt for min alder. Jeg kunne ikke acceptere det, og jeg er .. SÅ glad for at jeg fik foretaget alle disse operationer. Hårdt? JA! Auch? KÆMPE JA!

Og alligevel det hele værd. Men jeg har bestemt ikke lyst til, at skulle igennem det hele igen. Hvilket jeg tænker kun er et godt tegn! 😀

Jeg håber I kunne bruge indlægget til noget, er måske blevet klogere eller har fået mere mod på det. Man ser desværre oftest alle de oeprationer som er godt galt, kosmetiske operationer der har slået fejl – men der er altså også nogle fine resultater derude 🙂
Jeg kan anbefale alle der skal tabe sig meget eller har løs hud de ønsker at få fjernet, at joine facebook-gruppen: Hudreduktion efter GB og vægttab
Link: Her!

Alt det bedste herfra mig. You can do this guys!

//Fie <3

Holy moly, det går hurtigt den gale vej!

Ja, det ingen hemmelighed at jeg ikke har været flittig med min træning her de sidste par måneder. I juni forstuede jeg min ankel og bristede et ledbånd, og det har været svært og taget længe af få anklen ordentligt på plads igen. Det gør stadig lidt ondt når jeg løber og hopper alt for meget på den, men lægen var også meget klar da han sagde, at det kunne tage længe før jeg ville kunne løbe, hoppe og træne eksplosivt igen. Den bliver aldrig HELT som ny, fred være med det – jeg har klaret mig igennem det der var værre 😀

NONE THE LESS – I’m so proud of myself!
Som jeg allerede har fortalt jer, kæmper jeg meget med mig selv her for tiden. Dumme tanker, depressions og angst tendenser (det har jeg jo kæmpet med flere gange i mit liv) – så jeg er på en måde van til det, men nogle perioder er det bare overvældende. Dét er bestemt også en stor medvirkende faktor, til hvorfor det kan være svært at overskue træningen – selvom jeg VED at det kun er godt for mig. Inden jeg skulle ud og løbe idag, var mit hoved fyldt med negative tanker og angst – nu må jeg indrømme, at jeg faktisk HAR det bedre, jeg har måske bare glemt lidt hvad træning faktisk gør for mig? JEG MÅ IKKE GLEMME DET!

Det var hvad det blev til idag! Det her er ikke en præstation jeg normalt ville være stolt af. Min form var bedst da jeg næsten havde tabt 70 kilo, og trænede på højt niveau inden jeg skulle igang med mine hudfjernelses-operationer. Men jeg må sige, at det er et fint sted at starte – og på trods af mange diskussioner med mig selv her til morgen KOM JEG AFSTED. Dét er den største sejr i sidste ende!

Intet er så dårligt, at det ikke er godt for noget andet!
Dét tror jeg altså på, og jeg har lært en masse omkring mig selv, mine indre dæmoner og hvad det vil sige at vedligeholde vægten her efterfølgende. Det ÈR svært, og det er det for alle. Men man må bare lære at omfavne det, acceptere det og så bliver det måske ikke så svært?

DET DEJLIGT AT KUNNE BRUGE SIN KROP, det en kæmpe velsignelse –
så taknemlig er jeg bestemt!

Jeg håber I alle sammen har en skøn weekend, og en lille dejlig frisk løbetur i det dejlige vejr skader jo aldrig! You’re only one workout away from a good mood 🙂

Makeuppen ødelagt, røde kinder og stolt! Præcis som det skal være, it’s all gooood! 😀

Alt det bedste herfra, 
//Love Fie <3

Lækker portobello burger!

Generelt er jeg ikke så meget til svampe. Slet ikke i nogen form 😅 Men denne burger hvor portobello svampene “spillede” burger-bollen fungerede faktisk fint.

Det egentlig en meget enkel opskrift:

Jeg brugte:

2 store portobellosvampe til to burgere.
Øko hakket oksekød med 6-8% fedt.
Stegte løg
Frisk spinat
Frisk rucola
Kalkun bacon
Cheasy ost i skiver
ISIS sukkerfri ketchup
Agurk

Steg svampene på hver side i stege margarine indtil du synes de har fået en nogenlunde sprød overflade.
Skær dem over så du har din burgerbolle.
Pas på med hvordan du skær dem, da man nemt kan komme til at ødelægge dem. Skær helst ret højt oppe i toppen af svampen!

Så kan man jo bare være kreativ med indholdet!
Bon appetit ❤️

Det her er et RIGTIG svært indlæg at skrive, og jeg har gået længe og tænkt over om jeg skulle dele det med jer. Det ikke uden hjertebanken og svedige håndflader at jeg skriver det her, men jeg tror faktisk – at det kan være det gavn for mig selv også, at jeg ikke føler jeg skal skjule det for jer. Når vi ikke er bange for at tale åbent, ærligt og oprigtigt  omkring de ting der plager os og som måske æder os op indvendigt – kan vi måske komme bedre videre? Og ikke se det som en svaghed, tværtimod en kæmpe styrke.

Jeg er som sagt på ferie med min mor, hvilket jo er herligt. På trods af nogle lidt hektiske og  lad mig bare sige anderledes første dage hernede, får vi hygget os ved stranden, shoppet lidt og ellers spist en masse god mad.

Længe har jeg godt kunne se, at ja jeg havde nok taget lidt på igen. Træningen og den rette kost har simpelthen ikke fungeret for mig.

Jeg har kæmpet med stress og angst i en længere periode, især efter jeg stoppede på antidepressiv medicin. Stressen giver mig en kæmpe lyst til at spise usundt! Slik, masser af chokolade, kager – junkfood you name it. Og når kroppen så samtidigt producerer kortisol er det en mega farlig kombi, og man tager nemmere på af det end ellers.

Angsten og stressen har været svær at kunne se sig ud af til tider, og jeg har nogle dage svært ved bare at komme ud af døren. Jeg ved ikke helt hvad der sker .. Men jeg bliver vildt bange, nervøs, tror der vil ske noget forfærdeligt og jeg føler mig rammet af det.  Det nok tæt på et angstanfald, men jeg prøver at presse mig selv igennem det. Nogle dage går den, andre dage må jeg skynde mig hjælp og “falde” på hoved frusterende og grædende i seng. Hvorfor skal mit sind fucke det hele op igen?

I nogles ører kan det måske lyde som en dårlig undskyldning, men for mig er det nærmere en årsag end undskyldning. For jeg kunne bestemt godt trøstespise en del mere, og jeg får trods alt også trænet lidt. Bare slet ikke nok!

I lange perioder af mit vægttab har jeg også været plaget af angst, depression og kæmpet meget med min psyke .. Så jeg VED, at jeg godt kan komme tilbage på sporet igen. Jeg skal bare ikke kører mig selv ned igen. Det kom jeg desværre til efter jeg havde tabt alt det jeg skulle, og fået fjernet hud. Der knækkede filmen for mig, jeg havde ikke mere at gi’ af – og måtte en tur på psykiatrisk afdeling med et sammenbrud.

Igår aftes lå jeg og snakkede med min mor, hvor jeg imens jeg forklarede hende hvad der var galt brød grædende sammen. Jeg er begyndt at føle mig, uoplagt, tyk og ulækker (jeg ville andre mene det om sndre, men de følelser kan man godt få omkring sig selv alligevel) igen. Og ikke mindst elendig over mig selv, at jeg har tabt lidt af det – som jeg knoklede så meget for at opnå? Det kan simpelthen ikke være rigtigt. Det går GODT nok hurtigt den gale vej igen 😳 Det som om kroppen hungrer for at tage på igen. Min pause og afbræk væk fra sund livsstil og træning, har nok taget over – og det er virkelig svært at finde den gode rytme igen. Efter jeg havde erfaret at mit vægttab ikke kunne gøre mig lykkelig alene, havde jeg brug for på en måde at finde mig selv igen. Og hvad jeg så skulle gøre, for at arbejde mere med mig selv og fortsat udvikle mig til det bedre.

Hvor meget har jeg taget på? Ærligt, jeg ved det ikke. Men jeg kan se og mærke det! Det ikke så slemt endnu, men den skal heller ikke køres mere ud. Mit tøj bliver strammere de forkerte steder..

Det er ikke selvbenægtelse, for jeg ved godt at jeg skal stramme an nu – og tage den inden det bliver for slemt. Grunden til at jeg IKKE vil gå på vægten nu, er fordi at den simpelthen har for stor magt. Alene dén kan afgøre om jeg er smuk, en succes osv. Det vil jeg ikke tillade den. Istedet for, vil jeg fokusere på én dag af gangen – og ikke kører mig selv helt ned med urealistiske forventninger og krav til mig selv. Jeg skal NOK komme igen, jeg VED at jeg kan – det skal bare gøres bedre og mere menneskeligt end sidste gang! Jeg er et mere skrøbeligt sted mentalt, mange af mine kræfter er brugt op – så selv de små ting betyder en hel del.

Tak fordi I læste med! Jeg lover mig selv OG JER, at jeg ikke slipper det her og tager det alvorligt. For én ting er sikkert, at være sygeligt overvægtig gør i hvertfald ingen ting bedre ❤️ Back on track, op på hesten igen – starts now.

Take care guys!

Flere af jer har spurgt hvad der skete her i forgårs hvor min Instagram blev hacket, så jeg tænkte at jeg ville forklare jer det i dette indlæg! (Indlægget bliver skrevet via min tlf, da jeg ikke bruger hotellets Wifi) så beklager hvis det ikk er “sat op” så flot – forklaring følger. ☝️

Egentlig var det slet ikke meningen jeg skulle med min mor på ferie til Kreta hun skulle afsted alene til at starte med, men vi sad helt tilfældigt at kiggede på billige afbudsrejser sammen, og fandt et rigtig godt tilbudt vi kunne kunne sige nej til. Hun inviterede mig med, og jeg havde en relativt fri kalender .. Så why not? Carpe diem! 😀

SÅ OFF TO KRETA WE GO .. Og alting var egentlig super den første dag. Lækkert vejr, lækre omgivelser, ikke helt så godt som vi havde regnet med men hotellet er OK 🙂 Jeg har haft slem stress og depressive tendeser i perioder på det seneste, så at komme lidt væk fra kolde Danmark var virkelig tiltrængt.

Dagen efter vi ankom kl. 17:52 får jeg en mærkelig mail fra Instagram på fransk. Jeg tænker ikke videre over det. 2 min senere modtager jeg så en ny mail fra Facebook om at jeg skulle være logget på Facebook et sted i Athen, og jeg tænkte at det måske var der hvor Hotellets Wifi var tilsluttet.

Jeg beslutter mig lige for først at tage et bad, for der skete ikke mere på min Facebook eller Instagram. Jeg går i bad, og min mor spørg mig efter jeg kom ud af badet .. Hvorfor jeg  havde delt en profil med en fyr der hed @mehdi.codeout og uploaded et billede af to piger i bikini? Jeg kiggede selvfølgelig hurtigt på min IG, og ganske rigtigt var den blevet hacket. Jeg tjekkede hurtigt min mail, hvor jeg kunne se at mailen var blevet ændret til : xm-hack@hotmail.com – og lidt efter kunne jeg ikke længere bruge min IG, selvom jeg med det samme prøvede at ændre min kode.

Jeg blev ret nervøs og gik lidt i panik. Selvfølgelig er det vildt grænseoverskridende at nogle gør det ved en. Men min IG profil og det jeg ligger op, sætter jeg altså en stor værdi i – og jeg har i lang tid virkelig værdsat at dele ud til andre på den platform. Ville blive MEGET ked af det, hvis han slettede alle mine opslag og mine følgere.

Jeg skrev selvfølgelig straks til IG support help, men der gik længe før jeg fik en svar (først engang ved midnat) og der havde jeg fået kontrollen tilbage.

Jeg skiftede koden til min mail, til min Facebook og min Instagram. Efter at jeg havde logget af hotellets Wifi kunne jeg, som om intet var sket logge på igen via. min Facebook? Og lur mig om han ikke kom ihennem vi a det netværk(Wifi) – så snart jeg slukkede det, skete der ikke mere.

NÅ! Men det finder jeg mig altså ikke i ..

Tilbage sad jeg med hvad jeg tror kunne være nyttige oplysninger til politiet i Grækenland. En e-mail adresse, et what’sapp nummer, et telefon nummer, en IP adresse og et navn (ham han selv linkede til da han havde hacket min IG). Jeg er nærmest overbevist om at det er ham, da der på et af hans billeder står “XM-hack” på hans computerskærm.

SÅ afsted til det græske politi (efter at ha’ snakket med det danske og de intet kunne gøre), for at anmelde og så de kunne skrive en politi rapport. Vi ankommer til en meget lille, gammeldags nærmest faldefærdig politistation i en forstand til Heraklion (den største by på Kreta) hvor vi dog bliver mødt af de flinke  betjente (hvor kun den ene taler lidt engelsk). Det var lidt af en udfordring at forklare dem hvad der var sket, kun han der talte engelsk forstod det nogenlunde imens ham den anden skrev rapporten. Det tog 2,5 time at få skrevet den rapport, at min IG og Facebook var blevet hacket – og at jeg videregav de informationer jeg havde.

De var nu hjælpsomme nok, og det virkede som om de tog det alvorligt.

IDAG har vi så været ude og betale en regning for at “gå videre med sagen”. Først på Borgerservice for at udfylde nogle flere papirer, og så over i banken for at betale de 100 euro det kostede – VIDERE tilbage til politistationen og give dem kvittering på at vi havde betalt.

NU, skal vi vente en 8-9 dage på at Cyber crime politiet i Athen modtager politiets rapport og anmeldelse. Og SÅ skal jeg sende endnu en mail til dem, og sende de screenshots og informationer jeg har.

Jeg kunne godt lade den ligge, men jeg synes simpelthen det er noget svineri! Og jeg tror desværre mange bare lader det være, fordi de ikke gider at skulle igennem det her show – MEN DET VIGTIGT at man er stædig, ellers oplever politiet måske aldrig hvor stort problemet er.

Så nu prøver jeg at gå hele vejen, for jeg synes bestemt ikke hacking og internet crime skal negligeres! Det kostede mig “kun” et par 1000 følgere heldigvis. Men tænk hvis det havde været min bankkonto eller lignende? Det finder jeg mig IKKE I!

Når jeg kommer hjem har jeg tænkt mig, at tage et kursus i internet og identitet sikkerhed. Så jeg måske kan forhindre det næste gang – og er bedre klædt på.

Alt det bedste herfra <3

(Før og efter min hudfjernelsesoperation på inderlårene)
Okeeeeey, you guys!
Som lovet hermed lige part. 2 af indlæg omkring mine hudfjernelsesoperationer, og om hvordan arrene ser ud idag. Flere har efterspurgt hvornår anden del kom, så jeg tænkte nu var et fint tidspunkt et par dage efter den første del! Håber det er ok 🙂

Som de fleste af jer nok ved, så har jeg jo gjort absolut ALT hvad der stod i min magt for at stramme min løse hud op. Brugt cremer der skulle virke, trænet utroligt meget og levet sundt og varieret, MEN elasticiteten i huden var ødelagt og der var desværre ikke noget at gøre.
Til min første forundersøgelse hos en kirurg for lidt over to år siden (hvor jeg havde tabt 50 kilo) troede jeg kun det drejede sig om huden på maven, og at huden de andre steder ville kunne trække sig sammen, men der måtte lægen desværre beklage. Det var mindst 3 operationer, måske 4 det drejede sig om. Lige dér da jeg fik den besked, fik jeg en kæmpe nedtur og var i flere uger helt slået ud og havde lyst til at give op, det virkede som en kamp der aldrig sluttede. Kunne jeg nogensinde få en nogenlunde normal krop tilsvarende min alder? Det virkede så urealistisk på det tidspunkt.

Denne inderlårsoperation er nr. 2 i rækken – efter min første maveskindsoperation. (360 grader rundt om maven, balleløft og hudfjernelse på nedre ryg) ja, det var lidt af en omgang at ligge ud med, men så blev jeg da lidt hærdet 😀

Nogle uger efter min første operation var vellykket overstået, skulle jeg så ind på Herlev Hospital plastikkirurgisk afdeling og have vurderet mine inderlår. Kirurgen var den samme som havde opereret mit maveskind, og vi havde allerede haft en kort snak omkring mine inderlår, men det skulle først op i et råd (udvalg) af flere plastikkirurger der sammen skulle bestemme, om de kunne bevillige mig den operation også.

Han kommer ind og vi får os kort snak, inden kan undersøger huden på mine inderlår. Han kunne konstatere at jeg havde nok generende hud, og at jeg var blevet godkendt – hvorefter han understregede, at det var sjælendt de bevilligede den operation, bl.a fordi det var sjælendt man havde NOK hud så det faktisk var muligt at fjerne, gøre pænt efterfølgende og så også fordi, der i denne operation ofte medfulgte flere infektion-og komplikationsrisici. MEN TIL MIN STORE LETTELSE BLEVET JEG GODKENDT – og skulle så efterfølgende finde et privathospital hvor jeg ønskede at få det lavet, fordi der var over 6 mdr. ventetid i det offentlige. (det var en ny regel der lige var blevet lavet)

Jeg valgte privathospitalet Bodylift Center i Virum, efter flere gode varme anbefalinger af stedet og kirurg Andreas Printzlau (som er utrolig dygtig, ordenlig og sympatisk)
Operationen tog 3 timer i starten af august 2014 – efter der var gået 6 mdr. siden min maveoperation.

Man er altid et nervevrag inden sådan en operation, også fordi kirurgerne netop havde sagt, at der var større risici for infektion, blodprop, permanente hævelser i benene efter denne operation, var det hårdt at finde modet frem til faktisk at få det gjort! Men jeg måtte bare få det gjort, jeg følte at jeg var SÅ tæt på at være i mål. Heldigvis var personalet på Bodylift center SÅ gode til at gøre en tryg, føle sig godt tilpas og i gode hænder.

Man ligger på sin operationstue, hvor der løbende kommer sygeplejersker ind og guider en i hvad man skal gøre, hvad for noget tøj man skal ha’ på, hjælpe en med at besvare et spørgeskema osv. Lidt senere kommer kirurgen og narkoselægen så ind og snakker med en, og sikre sig at alt er som det skal være. Kirurgen/kirurgerne tager sig derefter god til, at tegne “en op” og fortælle en om hvad han har tænkt sig at gøre.

(Da han havde tegnet mine inderlår. Den sorte streg var det han fjernede. Efter billedet er dagen efter i min egen seng. Den første nat overnattede jeg på hospitalet)

Denne operation var når jeg sætter det hele i perspektiv nok den der faktisk gjorde MINDST ondt, men ikke destro mindre meget svær at være fysisk aktiv. Man SKAL hurtigt på benene igen, og når man har ligget nogle timer og vågnet fra narkose stille og roligt, skulle jeg så selv gå ind på min stue. Det gik ikke så hurtigt 😉

Dagen efter kom jeg som sagt hjem, de første to uger er altid ret hårde og man priser sig lykkelig for det morfin man har fået med hjem. Men heldigvis gik det uden nogle infektioner eller komplikationer, what so ever! Hvilket var rimelig “heldigt” ved denne operation.

Arrene som de ser ud idag, 15 mdr. senere!

(Arret går ca. 5 cm længere ned, men så bliver det lidt for privat)

Som min kirurg sagde nogle mdr efter operationen “Det er en vellykket operation, men arrene kunne godt ha’ været pænere.” Det har ikke noget med kirurgens arbejde at gøre, der nødvendigvis ikke noget jeg kunne gøre anderledes – for at de blev pænere, sådan fungerer det bare nogle gange. Han sagde at han havde set ar der var blevet meeeget tynde og fine, men at det var sjældent at se på inderlårsoperationer (vertikale ar).

LIGEMEGET HVAD, så er jeg tilfreds med resultatet. Set i det store perspektiv så er jeg virkelig bare inderligt glad for, at jeg ikke har alt den generende hud mere. Det var blevet en kæmpe belastning i min træning, og så hjalp det heller ikke på mit selvværd.

Det vigtigt for mig, at dele ud så ærligt og autentisk som muligt – og jeg ville lyve hvis jeg sagde, at det IKKE var en hård omgang, for det ér det! Men når man har kæmpet så længe med et stort vægttab, så tror jeg man udvikler nogle specielle stærke resurser og noget vilje, som man kan bruge i alle livets aspekter. Også i de her operationer efterfølgende!

Så vær ikke bange venner, for lige pludselig er man i mål <3

Ingen tvivl om, at nogle dage er det altså bare dødens pølse at skulle ned og træne! Undskyldningerne står i kø og kan virke så overvældende og overtalende. Sådan tror jeg langt de fleste af os har det, også nogle professionelle atleter. Man er bare NØD til at tage sig sammen, og bide det i sig nogle gange. Ingen har nogensinde fortrudt en dejlig hård træningssession, og måske er man kun én træning væk fra et bedre humør end da man startede 🙂

Ja, man skal ha’ den rette indstilling, fokusere på sit mål og tage sig sammen – men der er også enkle, små konkrete ting man kan gøre, for at gøre det liiiidt nemmere. Her vil jeg dele nogle jeg selv har brugt på dårlige dage, eller hvis jeg har været inde i en dårlig periode.

1. Lig dit træningstøj klar aftenen før!
Så ligger dit træningstøj klar, lig det frem i dit hjem så du ikke kan undgå at se det – så det kalder på dig 😉 Det bare en lille ting man kan gøre. Når jeg på dage har været overrumplet af angst og depression, og føle jeg har svært ved selv de mindste ting, så er det altså også små gode vaner der gør en forskel. Bare det at tøjet ligger klart, betyder faktisk en hel del.

(Således ligger det fremme på min sofa og kalder på mig!)

2. Bare tag træningstøjet på!
Første skridt! Alene det at komme i træningstøjet kan gøre en motiveret. Jeg tror man ubevidst indstiller sig på, at samle energi og på træningen der venter.

3. Pre-workout!
Er ikke for alle, men har en god virkning for nogle. Det forskelligt hvordan man bliver påvirket af det, men formålet med produktet er bl.a.: Mere energi, øget styrke, øget udholdenhed, mindre muskelnedbrydning osv. (Der findes et hav af mærker, og preworkout der virker forskelligt til forskellige træningsformer) så jeg anbefaler at man laver lidt research inden man bruger det. Men prøv det, jeg synes det giver lige DÈT ekstra energi og empowerment.

4. Ha’ en træningsmakker klar!
Det er nok ikke altid muligt, at ha’ en livline i form af en træningsbuddy klar konstant – men vær ikke bange for at række ud til andre. At ha’ en af ens nærmeste med sig til træning kan være en kæmpe hjælp, OG tryghedsfaktor og gavnende hvis I samtidigt enten formår at presse hinanden på en god sjov måde og en form for sund konkurrence.

5. Ha’ din musikliste i orden!
Musik er ALTID en stor redning i min træning. Music on, world off. Husk at ha’ den opdateret med musik der måske betyder noget specielt for dig, giver dig empowerment og god energi.

6. Vær ikke bange for at coache dig selv!
Med det mener jeg, at du ikke skal være bange for at tale lidt med dig selv under din træning, heller ej råbe lidt – heller råb lidt for meget end for lidt. Et træningscenter er også et sted hvor man kan smide sine hæmninger lidt, be a beast og få nogle følelser og aggressioner ud. Vær ikke bange for det brug det som terapi! Ofte når jeg har skulle løbe interval f.eks. og virkelig ikke følt jeg har haft mere energi, har jeg haft behovet for at råbe lidt af mig selv og faktisk blive lidt sur på mig selv. Det har altid hjulpet mig, og jeg er gået derfra men hovedet oppe og været stolt af mig selv 🙂

7. Ha’ en “sikkerhedstræning” i baglommen!
En træningsform du nyder, og som du kan bruge på dage hvor humøret og motivationsfølelsen svigter.

7. En personlig træner!
Sidst men ikke mindst en personlig træner. Superviseret træning er nok det mest effektive, og flere undersøgelser viser at det i de fleste tilfælde giver mere og bedre resultater med en træner. Ha’ få en personlig træner er blevet mere og mere udbredt, flere og flere gør det og har mulighed for det. Det heller ikke altid så dyrt, som de fleste tror – det kommer jo an på træneren og forløbet. Jeg kan stærkt anbefale det, det har virkelig hjulpet mig. At føle man har en man skal stå til regnskab for, en der regner med en, en der har styr på hvad man skal træne, en der faktisk interesserer sig for ens rejse (og forhåbentlig er støttende og passioneret). Det en kæmpe hjælp!

Generelt så plejer jeg at sige, at man skal VÆLGE at være stærk og motiveret. Motivationsfølelsen er i langt de fleste tilfælde ikke permanent. Især i starten oplever man, at den er stærk og meget fremtræden, men så daler den oftest igen – og man føler sig umotiveret igen. Da handler det om vaner, om øvelse og om at VÆLGE det man ved er rigtigt at gøre. Jeg går all in for at man skal lytte til sig selv, mærke efter – det klart det skal man generelt set. Men nogle gange skal man også bare “suck it up, and do it!” som jeg har sagt til mig selv MANGE gange under mit vægttab.

Bevares, nogle dage er til for at ligge på sofaen, chille, spise kage og hygge – andre (og de fleste dage) er til for at arbejde sig frem imod sin drøm og mål.

Nothing worth having comes easy <3
Det en naturlov.
Håber I kunne bruge disse råd 🙂

//Fie

Også kaldet “Kål i kylling” lyder det ikke fancy? Haha..

Der blev eksperimenteret lidt i køkkenet idag, og jeg havde nogle grøntsager jeg skulle få brugt inden de blev for gamle, så var det bare at finde på en lækker sund sovs og noget kød til 🙂
Blev selv meget positivt overrasket over hvor lækkert det faktisk var. Sødt, saltet, krydret lige tilpas og bare en dejlig afveksling fra mine ellers oftest kedelige aftensmadsretter.

Opskrift:

400 gram kylling
1 stort løg
400g revet hvidkål
Lidt rucola
Lidt frisk spinat
2 øko æbler
200 gram frisk ananas
En dåse light kokosmælk
2 tsk karry
1 tsk paprika
1 tsk chili
1 tsk ingefær krydderi
Salt og peber

Fremgangsmåde:

Snit hvidkålen i relativt små stykker/strimler i en skål sammen med spinat og rucola.

Svits kyllingen og løg på stegepanden, skru lidt ned for varmen og tilsæt alle krydderier lad det simre et par minutter tilsæt så den friske ananas og æblerne i tern og lad det stege sammen på lavt blus et par minutter – tilsæt så kokosmælken og smag til med salt og peber.

Jeg tilføjede lige nogle friske blåbær og en halv avocado.
Lad mig meget gerne vide hvad I synes når I har prøvet den!

Bon appetit og ha’ en skøn aften, Fie <3

Jeg lærer i hvertfald en masse om mennesker i disse dage, og jeg kan ikke lade være med at blive lidt forarget.

Nogle oplevelser viser bare, hvor overfladiske og onde mennesker kan være. At nogle kan udvise SÅ stort had til mig, kører psykisk terror og nogle år efter (lidt mindre energi på kroppen) så efterfølgende prøve at inviterer mig ud, og overøse mig med komplimenter? Jeg tager det ikke som en kompliment, det gør mig ikke glad, tværtimod væmmes jeg!  Jeg synes det skræmmende .. 

Jeg har flere gange været åben omkring hvordan jeg oplevede mobning i skolen, som nogle gange ekskalerede og blev både psykisk og fysisk terror. Alt for mange børn oplever mobning i skolen, og jeg er bare en ud af mange. Mobningen handlede jo (sjovt nok) omkring min overvægt. Jeg var altid meget større end de andre piger og tit også drenge, var højere og tidligere udviklet. Jeg var bare det nemme og oplagte offer, og den der skilte sig ud. Det var slet ikke fordi jeg gjorde noget galt eller andet, jeg passede oftest bare mig selv, prøvede at ignorere det så meget som muligt and just put on a brave face. I mange år havde jeg det rigtig svært ved det. Jeg begyndte mere og mere at trække mig ind i mig selv, med mad som trøst. Når skolen var slut var det en kæmpe forløsning og jeg glædede mig bare til at komme hjem under min dyne og spise en masse mad. Jeg følte mig holdt udenfor og anderledes. Her i mine start tyvere kæmpe jeg fortsat med at komme af med min sociale angst, som længe har gjort at jeg i lange perioder har holdt mig væk fra større sociale sammenkomster, og har haft svært ved at være sammen med andre mennesker – andre end mine få nærmeste. Et sted indeni mig selv, er jeg overbevist om, at det bare er et spørgsmål om tid for nogle siger noget grimt til mig, holder mig udenfor eller af en eller anden grund bare ikke kan li’ mig.
Det er nu blevet meget bedre, det er det bestemt – og det bliver det takt med at mit selvværd også bliver bedre og bedre.

NÅ men anyways, det var sådan lidt historien bag – NU til sagen!

Her forleden dag sad jeg på min computer og gik igennem nogle af de mange mails jeg får hver dag (og mange tak for det, jeg kan slet ikke følge med – men gør mit bedste) Imens fik jeg en besked på facebook fra en fyr, der synes jeg så sød ud og han ville gerne invitere mig ud på date. Det første der slog mig, da han skrev var at hans navn virkede bekendt og efter jeg kiggede hans profil lidt igennem og hans profilbillede – kunne jeg se, at det faktisk var HAM der havde mobbet mig så slemt i folkeskolen. Det var ham der var “mobberen” og nærmest forfulgte mig i en længere periode, med skældsord, hjem fra skole osv.

Jeg blev sgu ret chokeret. Jeg går ud fra at han ikke kan huske det er mig, genkende mig eller måske bare har glemt eller fortrængt det han har gjort. Det var som om et anker faldt ned med et kæmpe bump i min mave da jeg læste det, og jeg blev helt varm af hvad jeg tror er raseri. (Jeg er ikke vant til at opleve sådan noget)
Jeg svarede ham ikke, selvom jeg følte jeg havde en masse følelser og frustrationer inden i mig. En masse ting jeg faktisk havde lyst til at sige til ham. Fortælle ham, hvor længe det har taget mig at komme mig ovenpå igen. Men det nytter ikke noget.. Jeg er ikke hævngerrig, og vil ikke bruge min energi på det. Den eneste for for “hævn” jeg tror på, er hævnen i form af stilhed og success!

Men jeg må indrømme, at der lige kom en masse gamle følelser op i mig fra dengang. Hvordan jeg faktisk virkelig var såret, og følte mig så uretfærdigt behandlet? Jeg fik nærmest en kæmpe ny omsorg for mig selv. Som om jeg kunne se mig selv udefra med en mor/beskyttende følelse overfor den lille søde uskyldige pige jeg var.
Det var ikke en følelse af at ha’ ondt af mig selv, men mere som en mor for mig selv? Det svært at beskrive, især uden at lyde halv underlig.
Men jeg fik virkelig den her moderlige kærlighed for den pige jeg var dengang.

Som om jeg kan kramme den pige der blev såret dengang og sige “Hey! Det ikke din skyld. Det har intet med dig at gøre, der er intet galt med dig – det er DEM der er noget galt med. Hold fast i hvordan du er!”

Den følelse, jeg oplevede lige der .. Tror jeg har været en måde at slutte fred med det hele på. Jeg har altid fortrængt mobningen, ikke snakket om den, nævnt det for mine forældre eller noget som helst fordi jeg SKAMMEDE mig. Men nu, tror jeg måske endelig jeg er blevet stærk og moden nok til at kunne snakke om det, bearbejde det og så give slip på det. Jeg bruger ikke mobningen som en undskyldning i mit liv, og jeg har ikke brug for folks medlidenhed – men jeg HAR brug for at forstå mig selv, og hvorfor jeg hart gjort og gør som jeg gør. Jeg har brug for at finde kærlighed til og forståelse for den pige, som dengang følte sig så forkert og såret.

(15 år, vejede nok lidt over 110 kilo – og var bestemt ikke særlig glad.)

Mange bliver mobbet på daglig basis, og det ér altså vigtigt at vi får snakket om det – også hvordan det kan påvirke en langt frem i ens liv, og i ens voksenliv. Det skal ikke negligeres, selvom det er noget mange oplever.