Jeg bilder mit selv ind, at jeg har fuldstændig styr på det hele ..

Hvis der er noget jeg har været god til førhen, så har det været selvbenægt. Skabe min egen lyserøde verden med mad, hvor jeg kunne slippe væk fra virkeligheden! Og det skræmmer mig VIRKELIG, at jeg kan se at jeg stadig gør det indimellem, selvom jeg bilder mig selv ind, at jeg har fuldstændig kontrol over situationen. Hmm, det er jeg sgu ikke sikker på jeg har mere.

Jeg har bevidst ikke ville bruge vægten i en lang periode. Fordi det tal blev til hvem jeg var! Det definerede alt lige pludselig. Hvor smuk jeg var, sund, succesfuld osv. Det fik jeg simpelthen nok af. Men det jo også en retningslinje, og noget jeg har brugt succesfuldt (til tider meget hårdt) men succesfuldt under mit vægttab. Jeg spiser overvejende sundt og får også trænet, men jeg ved sgu ikke om jeg er ved at blive sukker afhængig igen?

Det her er et ret svært indlæg at skrive, for sandheden er – at jeg nogle gange føler jeg er ved at miste kontrollen, og at mine gamle dæmoner og trøstespisnings mønstre kommer op igen. Det svært at finde balancen imellem, ikke at være konstant rædselsslagen for at tage på – og så at kunne slappe af og nyde livet.

Mit værste mareridt er jo at tage det hele på igen, men det kommer jo ikke til at ske.. vel? Det er en kæmpe læringsprocess her efterfølgende. Og hver gang jeg “falder” bliver jeg da i det mindste klogere på hvad jeg kan og skal gøre bedre.
Men jeg tror heller ikke, at jeg nogensinde ville kunne sige at jeg overhovedet ikke er spiseforstyrret, for det ér jeg .. og har jeg været lige siden jeg kan huske. Det betryggende er dog, at jeg kan mærke at jeg nægter at give op. Jeg fortsætter, holder fast i de gode ting jeg har lært og tror godt på at det kan lade sig gøre. Men mine maddæmoner kan det tider bare virke SÅ altoverskyggende, og maden kan virke som det eneste jeg har brug for i mit liv.

Måske jeg skulle træde op på den badevægt igen, jeg er virkelig i tvivl. Kan ikke finde ud af, om jeg måske har brug for at se det nummer – eller om det vil gøre mig dårligere? Men det er jo leap of faith. Èn ting er sikkert, at jeg måske skal passe liiiidt mere på end jeg har gjort de sidste par måneder. Det tager så hårdt på ens energi at bekymre sig om det.