Jeg burde ikke, men jeg skammer mig ..

Mit forhold til mad er fucked up ..
Hvor ville jeg dog ønske, at jeg i dette indlæg kunne fortælle jer, hvor godt styr jeg selv har på kosten i disse dage, ligeledes mine indre tykke tanker og maddæmoner. De sidste par uger har været noget af en rutsjebanetur, mht. kost og humør. I perioder klarer jeg træningen og den sunde linje til UG, føler mig maks motiveret og den næste uge føler jeg mig helt nede i kuldkælderen og trøstespiser alt for meget.
Efter 3-4 år på antidepressiv medicin, prøver jeg stadig at finde et normalt balanceret grundfeste i mit humør – men kan mærke, at det nok kommer til at tage længere tid end jeg troede, selvom jeg stadig er overbevist om, at det er den rigtige beslutning.

Kunne nyde sommerferien, med is, lækker mad og vigtigst af alt uden at skamme mig, eller at jeg føler jeg skal retfærdiggøre mig selv og mine handlinger. Men sandheden er, at jeg det ene øjeblik føler jeg har 100 % styr på det, og det næste før jeg ved af det har spist mere end 1500-2000 kalorier i et måltid og jeg føler kæmpe afmagt. Jeg bliver ofte skræmt, når jeg kan mærke hvor ofte overspiseren og trøstespiseren kommer op i mig. Trøstespisning er nærmest stadig et instinkt for mig? Det en automatisk reaktion når jeg er ked af det? Jeg ved ikke rigtig hvad jeg ellers skal gøre ..

Jeg VED jo godt hvad der er rigtigt at gøre, jeg VED jeg kan, og jeg VED godt hvornår det tager overhånd og hvornår jeg skal rette ind igen.

Her lørdag formiddag, besluttede jeg, at jeg ville hygge mig for mig selv med lækkert brunch-bord og hygge, sådan lidt “Fie Fie tid” hvor jeg bare nyder mit eget selskab. Efter en dejlig lang natssøvn hvor jeg vågnede kl. 10:00 besluttede jeg mig for, at sætte mig på min cykel og køre ned i byen for at handle ind til det. Jeg tror, at jeg på den indkøbstur nærmest kom hele følelsesregisteret igennem. Af skam, dårlig samvittighed, kampe med mig selv, SKAL, skal ikke, sur på mig selv, stolt af at jeg ikke købte mere osv osv. Jeg blev altså nød til at købe et lækkert friskbagt brød fra en bager, med tilhørende nærmest obligatorisk Nutella til! En sød pige der arbejder i bageren genkender mig “Er du ikke hende der har tabt sig rigtig meget?”, hvortil jeg svarer “Jo, det kan da godt være det er mig, hehe!” der var travlt i bageren, men hun siger alligevel, at synes det er helt vildt flot hvordan jeg har tabt mig så meget. Jeg bliver lidt paf, genert men frem for alt rigtig glad for hendes søde ord. Det altid en fornøjelse og privilige når folk roser en på den umiddelbare måde 🙂

Men jeg kunne ikke lade være med at føle mig skyldig og at føle skam! Tænk hvis jeg også havde købt Nutella og kager? Jeg ved jeg ikke burde, og at langt størstedelen af folk finder det dejligt afstressende og motiverende når jeg viser hvordan jeg også “falder i” eller giver mig selv lov til den slags, men jeg blev bange for at hun måske synes jeg var en fiasko eller tænkte at jeg var kommet på galt spor igen. Fred være med at købe brødet, det var faktisk ikke så slemt – Nutellaen var dog en lidt anden sag. Og jeg skulle virkelig tage mig ekstra sammen for at tage den op og købe den. Jeg havde en ekstra rader ude imens jeg lagde den ned i min taske i Netto (efter jeg havde betalt selvfølgelig) 😀 for tænk nu hvis nogle genkendte mig og ville beskylde mig for noget eller begynde at sladre? Jeg købte den, sammen med nogle andre egentlig ret ligegyldige ting, så det ikke så SÅ slemt ud. Det pinligt, men ja sandt.

I et af mine marerids ..

BREAKING:
“Fede Fie set med hovedet begravet i Nutella-bøtten! Er hun på vej ud på et galt spor?

Tager hun nu det hele på igen? Kan hun virkelig være det bekendt overfor hende selv, og alle der følger hende? “

Jeg ved det er paradoksalt og kan virke dobbeltmoralsk, for jeg plejer selv at sige, at det usunde er ikke en Nutella mad i sig selv, det usunde ved Nutellamaden er hvis du spiser den med dårlig samvittighed, slår dig selv i hovedet og ikke kan nyde den .. Og tja, det præcis det jeg selv lider lidt under for tiden. Jeg har nok altid været lidt generelt spiseforstyrret, og det tror jeg rigtig mange (måske overvejende kvinder er), så jeg er bange for, at den dårlige samvittighed udvikler sig til en helt tredje spiseforstyrrelse ELLER at min bulimi blusser op igen. På dage som disse, skal jeg virkelig tage mig sammen for ikke at gå ud og brække mig på toilettet efterfølgende. Ikke engang fordi jeg har spist SÅ meget at jeg ikke kan holde det nede, men fordi skammen og den dårlige samvittighed tager over.

Min største frygt er at tage på igen, samtidigt er det også – at skulle leve uden den mad, som jeg finder så stor glæde og tryghed i. Balancen har jeg fundet, jeg ved hvor den er – men alligevel har jeg svært ved at blive der. Jeg har altid lært, at skyld og skam er nogle af de værste følelser man kan føle som menneske, samtidigt er det nødvendigt at kunne føle det – så det også kan guide en igennem livet.

“Moralen” i det her indlæg er måske, JA jeg prøver at hjælpe andre ved at sige, at man skal gøre dit og dat for at skabe en sund livsstil og vedligeholde det efterfølgende, men JEG selv synes også det er virkelig svært. Med det skal I, vide at det ikke bare er nemt nok for mig at sige – for jeg kæmper selv med det, men VED hvad der er rigtigt at gøre.