“Medieluder!” denne gang, blev jeg sgu ked af det ..

(Sangerinde Stine Bramsen er igang med at sprede et smukt budskab på de sociale medier under hashtagget #smuksomjeg er! Hvor man ærligt deler et billede af en usikkerhed man har, noget man måske er blevet mobbet med i skolen, en usikkerhed omkring sig selv – STÅR OP FOR DEN og begynder at elske dine “uperfektheder” .)


Fra MetroXpress idag.

Jeg ved godt, at der har været meget fokus på min i pressen her på det sidste, og ærligt så er det noget jeg har det meget ambivalent med. Ambivalent fordi at det samtidigt da er noget man skal nyde, og tage som et stort kompliment – og så på den anden side, er jeg ret genert, ydmyg og har aldrig brudt mig om opmærksomhed overhovedet. Det har altid været tryggest at gemme sig væk!

For første gang i laaaaang tid, begyndte jeg at græde da jeg læste nogle kommentarer i en artikel der blev skrevet om mig. Om hvordan jeg viser min krop frem, pga. opmærksomhed, jeg er nu ved at blive en medieluder, jeg har brug for den anerkendelse, folk er trætte over at høre om mig osv osv .. Når den ENESTE grund til jeg gør det, er altså helt ærligt og absolut KUN fordi jeg viser et flot kirurgisk resultat frem, som jeg kan se, inspirere andre der måske skal igennem samme tur. Det har været en forfærdelig hård omgang, at tabe 70 kilo, imens man har det virkelig dårligt med sig selv og så et helt år i hudfjernelsesoperationernes tegn. At skulle gå alt det igennem være åben, ærlig og dele det med andre – og så bagefter at skulle høre på, at man er opmærksomhedsskrævende og en medieluder? Jeg kan SLET ikke forstå det. Generelt er jeg ret positiv og god til at fokusere på alle de søde tilkendegivelser jeg for. Jeg VED det dumt, hvordan 1,2,3 dårlige eller mindre gode kan tage alt fokus væk fra de mange tusinde gode jeg får, men åååårh hvor jeg hader at føle mig misforstået.

I mange år har jeg følt mig utilstrækkelig, ikke følt jeg har opnået noget, ikke god nok, ikke noget værd – bare en stor omgang dårligt selvværd der var udholdeligt. At høre og se, at der faktisk er nogle mennesker der kan bruge det jeg har været igennem til noget, er en ubegribelig fantastiske og livsbekræftende følelse. Som mange af jer ved, der har fulgt med i noget tid, så havde jeg det for nogle mdr. siden rigtig svært og blev indlagt på psykiatrisk afdeling med selvmordstanker og konstant sårende negative tanker. MEN JEG HAR DET VIRKELIG BEDRE NU! Og det af det der hjælper mig, helt inde i sjælen er når jeg modtager beskeder fra andre, der fortæller mig, at jeg har hjulpet dem – på den ene eller anden måde.

Dét har hjulpet mig utrolig meget, til at komme ovenpå depressionen, videre uden antidepressiv, ovenpå de hårde selvmordstanker, at tro jeg ikke er noget værd osv. At min tilstedeværelse og kamp også kan hjælpe andre! Dérfor deler jeg ud som jeg gør! Derfor “smider jeg tøjet” og viser mine strækmærker, lange ar helt som de er – uden manipulation eller filter. fordi jeg virkelig er af den overbevisning, at det hjælper, nedbryder nogle tabuer at man faktisk er åben omkring nedturene, sine svagheder, de hårde ting i livet osv.

Det ambivalente ligger i, at i og med jeg så står frem på den måde, oplever at blive misforstået og min intention fejltolket. Lad mig få ÈN ting på det rene, ALDRIG NOGENSINDE har jeg gjort det for opmærksomhed (fordi det er jo en virkelig forfærdelig ting at få), aldrig har jeg gjort det fordi jeg får et kick af at komme i medierne (jeg har faktisk tit sagt nej, når jeg synes det blev for meget), ALDRIG har jeg selv henvendt mig til pressen, ALDRIG har jeg gjort det fordi mit selvværd er forangret i hvad andre synes om mig og mediernes opmærksomhed. Folks søde ord og kommentarer betyder i sidste ende INGENTING, hvis man ikke også synes det bare liiidt selv. Det er jeg heldigvis ved at lære nu!

Dét har jeg arbejdet meget på for tiden, og jeg gør virkelig fremskridt i den rigtige retning, og er også blevet meget bedre – til ikke at lade mig gå på når folk kritiserer mig eller misforstår det jeg gør og mine intentioner bag.

Når man stikker snuden frem, må man forvente at få nogle slag..

Hmm, ja sådan er det jo åbenbart her i Danmark, men jeg kan sgu stadig ikke helt forstå hvorfor det skal være sådan. Hvorfor skal man forvente det? Hvorfor må man ikke forvente at folk i det mindste taler pænt? At de i det mindste kommer med konstruktiv kritik? Forvente at de holder deres mund hvis de ikke har noget godt, eller igen konstruktivt at bidrage med? Jeg forstår det ikke..
Jeg har altid lært, at man skal tie stille – hvis man ikke har noget godt at sige.

Fordi sådan nogle mennesker findes der altså i verden, jeg ved det godt – men jeg nægter altså at ligge under for det og holde mig tilbage.
Jeg er et meget naivt menneske, det er jeg. Jeg tror per automatik på det bedste i mennesker! Selvom jeg er blevet såret mange gange, nægter jeg at lade det ødelægge mit gode hjerte og troen på det bedste i folk. Det vil jeg holde fast i!

Og så vil jeg holde fast i, min mavefornemmelse der siger mig, at jeg gør det rigtige. Jeg følger mit hjerte, jeg lytter til dem der bliver inspireret, holder fast i at jeg måske egentlig gør en forskel? Holder fast i, hvad jeg SELV ville synes var inspirerende, hvis jeg tænker 3 år tilbage da jeg selv vejede 140 kilo, og var bange for at begive mig ud på rejsen. At jeg har meget at lære endnu, blive bedre til, udvikle mig – det ved jeg godt, og jeg er på rette vej. Jeg kan bestemt blive en bedre blogger og et bedre forbillede – jeg er ikke perfekt, men jeg ønsker at lære og synes faktisk jeg bliver liiidt bedre hver dag 🙂

Om ikke andet! I ER FANTASTISKE, jeg har uden tvivl nogle utrolig skønne mennesker der følger med og som giver mig mere energi og inspiration end de aner. TAK for jer <3

Alt det bedste og god energi herfra.
Man må godt forsvare sig selv, det her er ingen klagesang for – jeg er virkelig en heldig velsignet kvinde!