Så nu fordi jeg er slank, fortjener jeg jeres respekt?

Ingen tvivl om, at jeg er utrolig beæret over den omtale jeg har fået, folks søde tilkendegivelser og at nogle har fundet mig og min historie interessant.
Men det her med, at opleve hvor stor en forskel der er i, hvordan folk behandlede mig, og så på mig førhen som overvægtig til nu, er mildest talt skræmmende.

Jeg startede aldrig denne rejse, for at blive anerkendt, komme i mediernes søgelys, opnå de ting og muligheder der er kommet efterfølgende – jeg gjorde det for at blive SUND OG RASK. Fordi jeg for første gang i lang tid, kom frem til, og fik en følelse af “Jeg fortjener sgu et langt godt liv, med en sund psyke og fysisk – måske jeg skulle prøve og tabe mig, for at opleve hvordan det er?” If you never try, and give it your all – you will never know.

MEN, men men .. Jeg respekterer da overhovedet ikke per, automatik slanke mennesker – mere end jeg respekterer overvægtige? Hvorfor denne store kløft her? Jeg respektere folk, der gør det, der gør dem glade, lever deres liv som de har lyst til (uden det selvfølgelig skal være på bekostning af andre), giver noget godt tilbage til verdenen og deres medmennesker og behandler hinanden ordentligt. Jeg respekterer folk for deres gode handlinger. Jeg har kæmpe stor respekt for dem, som kæmper sig ud af en svær situation de har bragt sig selv i.

Om jeg per automatik respekterer alle mennesker, det ved jeg ikke – det synes jeg er svært at svare på. For jeg tror egentlig, kun at jeg respekterer en andet mennesker 100 % hvis jeg kender vedkommende godt nok. Men jeg VED, at jeg i hvertfald IKKE dømmer eller nedgør andre mennesker. Fordi jeg ved hvor ondt det kan gøre, at blive misforstået og dømt på den måde! Selvfølgelig er det en stor bedrift, at tabe så mange kilo, gøre op med sit misbrug og indse, at livet kan være rigtig godt – uden ens store destruktive misbrug. Jeg er da selv PAVE STOLT af andre der taber sig en masse kilo, og tør gøre op med deres maddæmoner! Men i mine øjne, er det OGSÅ en stor bedrift at sige ja til livet, finde noget der hjælper og holde UD med sin hjælp i hånden – selvom det så ender med at blive farligt og usundt.

“Jeg kan da ikke se, hvordan man skal kunne respektere en person – som så åbenlyst ødelægger sig selv? Om det er med stoffer, mad eller hvad det er!” Nej, det fint nok du ikke kan respektere det, men du skal så heller ikke NEDGØRE vedkommende eller blande dig i noget du tydeligvis ikke har forståelse for eller indsigt i.

Jeg kan godt til tider ha’ svært ved at forstå, hvorfor jeg først NU fortjener respekt? Hvorfor fortjente jeg ikke respekt da jeg vejede 140 kilo, og faktisk holdte mig selv i live med mad? Samtidigt med, at jeg måske ødelagde mig selv med det fysisk – så reddede det mig jo, på mange punkter psykisk? Jeg har sagt det før, men jeg følte virkelig helt inderligt at mad var mit eneste lyspunkt. Jeg havde det elendigt, ergo jeg spiste meget mere og tog derfor også 50 kg på, på lige godt 6 mdr. Det blev en kæmpe ond og løgnagtig spiral!

Jeg respekterer mig selv, for at bryde ud af den – fordi ellers tør jeg ikke tænke på, hvad det kunne ha’ endt med. Men samtidigt, respekterer jeg OGSÅ den jeg var dengang, og hvordan jeg fandt noget lykke og tryghed i mad. HEY, jeg var tæt på at begå selvmord? RESPEKT DET MIG, for IKKE at gøre det – og for at finde noget lykke og tryghed i mad?

At jeg så kørte den for langt ud, har jeg da bestemt også rettet bod på og taget konsekvensen af. Men jeg fortjente da respekt, for begge disse stadier i mit liv?

Jeg ved det måske kan være svært for mange at forstå, men jeg kan jo kun oprigtigt fortælle hvordan jeg har haft det og dele min historie. Velvidende om hvor langt nede jeg var, er jeg SÅ uendeligt stolt over, at jeg brugte mad som trøst, fandt noget lykke der, DET GJORE JEG IKKE GAV HELT OP PÅ LIVET JO – men så også rettede bod på det igen, da det blev decideret farligt og skadeligt.

Det kunne være SÅ FANTASTISK, at opleve hvis folk med overvægts problemmatiker blev mødt med lidt mere forståelse og respekt end de gør idag. Dermed ikke sagt at det er “ideelt”, men hvad er egentlig det? Det da heller ikke “ideelt” at være fit og slank, hvis man ikke er lykkelig? Og det jo bestemt også muligt.

Selvfølgelig hænger det sammen, men man skal jo ikke føle – at man skal tabe sig, fordi samfundet dømmer en, pga. tvang og press fra samfundet? Man skal jo gøre det, hvis man føler og tror at det gør ens liv bedre, og fordi man helt inderligt ønsker og føler at man fortjener det. Gør det FOR DIG SELV, ikke for samfundet eller for andre.

Det var så lige hvad jeg havde på hjertet for nu 😀
Alt det bedste,

//Fie <3