Mobbede mig i skolen, nu inviterer han mig ud?!

Jeg lærer i hvertfald en masse om mennesker i disse dage, og jeg kan ikke lade være med at blive lidt forarget.

Nogle oplevelser viser bare, hvor overfladiske og onde mennesker kan være. At nogle kan udvise SÅ stort had til mig, kører psykisk terror og nogle år efter (lidt mindre energi på kroppen) så efterfølgende prøve at inviterer mig ud, og overøse mig med komplimenter? Jeg tager det ikke som en kompliment, det gør mig ikke glad, tværtimod væmmes jeg!  Jeg synes det skræmmende .. 

Jeg har flere gange været åben omkring hvordan jeg oplevede mobning i skolen, som nogle gange ekskalerede og blev både psykisk og fysisk terror. Alt for mange børn oplever mobning i skolen, og jeg er bare en ud af mange. Mobningen handlede jo (sjovt nok) omkring min overvægt. Jeg var altid meget større end de andre piger og tit også drenge, var højere og tidligere udviklet. Jeg var bare det nemme og oplagte offer, og den der skilte sig ud. Det var slet ikke fordi jeg gjorde noget galt eller andet, jeg passede oftest bare mig selv, prøvede at ignorere det så meget som muligt and just put on a brave face. I mange år havde jeg det rigtig svært ved det. Jeg begyndte mere og mere at trække mig ind i mig selv, med mad som trøst. Når skolen var slut var det en kæmpe forløsning og jeg glædede mig bare til at komme hjem under min dyne og spise en masse mad. Jeg følte mig holdt udenfor og anderledes. Her i mine start tyvere kæmpe jeg fortsat med at komme af med min sociale angst, som længe har gjort at jeg i lange perioder har holdt mig væk fra større sociale sammenkomster, og har haft svært ved at være sammen med andre mennesker – andre end mine få nærmeste. Et sted indeni mig selv, er jeg overbevist om, at det bare er et spørgsmål om tid for nogle siger noget grimt til mig, holder mig udenfor eller af en eller anden grund bare ikke kan li’ mig.
Det er nu blevet meget bedre, det er det bestemt – og det bliver det takt med at mit selvværd også bliver bedre og bedre.

NÅ men anyways, det var sådan lidt historien bag – NU til sagen!

Her forleden dag sad jeg på min computer og gik igennem nogle af de mange mails jeg får hver dag (og mange tak for det, jeg kan slet ikke følge med – men gør mit bedste) Imens fik jeg en besked på facebook fra en fyr, der synes jeg så sød ud og han ville gerne invitere mig ud på date. Det første der slog mig, da han skrev var at hans navn virkede bekendt og efter jeg kiggede hans profil lidt igennem og hans profilbillede – kunne jeg se, at det faktisk var HAM der havde mobbet mig så slemt i folkeskolen. Det var ham der var “mobberen” og nærmest forfulgte mig i en længere periode, med skældsord, hjem fra skole osv.

Jeg blev sgu ret chokeret. Jeg går ud fra at han ikke kan huske det er mig, genkende mig eller måske bare har glemt eller fortrængt det han har gjort. Det var som om et anker faldt ned med et kæmpe bump i min mave da jeg læste det, og jeg blev helt varm af hvad jeg tror er raseri. (Jeg er ikke vant til at opleve sådan noget)
Jeg svarede ham ikke, selvom jeg følte jeg havde en masse følelser og frustrationer inden i mig. En masse ting jeg faktisk havde lyst til at sige til ham. Fortælle ham, hvor længe det har taget mig at komme mig ovenpå igen. Men det nytter ikke noget.. Jeg er ikke hævngerrig, og vil ikke bruge min energi på det. Den eneste for for “hævn” jeg tror på, er hævnen i form af stilhed og success!

Men jeg må indrømme, at der lige kom en masse gamle følelser op i mig fra dengang. Hvordan jeg faktisk virkelig var såret, og følte mig så uretfærdigt behandlet? Jeg fik nærmest en kæmpe ny omsorg for mig selv. Som om jeg kunne se mig selv udefra med en mor/beskyttende følelse overfor den lille søde uskyldige pige jeg var.
Det var ikke en følelse af at ha’ ondt af mig selv, men mere som en mor for mig selv? Det svært at beskrive, især uden at lyde halv underlig.
Men jeg fik virkelig den her moderlige kærlighed for den pige jeg var dengang.

Som om jeg kan kramme den pige der blev såret dengang og sige “Hey! Det ikke din skyld. Det har intet med dig at gøre, der er intet galt med dig – det er DEM der er noget galt med. Hold fast i hvordan du er!”

Den følelse, jeg oplevede lige der .. Tror jeg har været en måde at slutte fred med det hele på. Jeg har altid fortrængt mobningen, ikke snakket om den, nævnt det for mine forældre eller noget som helst fordi jeg SKAMMEDE mig. Men nu, tror jeg måske endelig jeg er blevet stærk og moden nok til at kunne snakke om det, bearbejde det og så give slip på det. Jeg bruger ikke mobningen som en undskyldning i mit liv, og jeg har ikke brug for folks medlidenhed – men jeg HAR brug for at forstå mig selv, og hvorfor jeg hart gjort og gør som jeg gør. Jeg har brug for at finde kærlighed til og forståelse for den pige, som dengang følte sig så forkert og såret.

(15 år, vejede nok lidt over 110 kilo – og var bestemt ikke særlig glad.)

Mange bliver mobbet på daglig basis, og det ér altså vigtigt at vi får snakket om det – også hvordan det kan påvirke en langt frem i ens liv, og i ens voksenliv. Det skal ikke negligeres, selvom det er noget mange oplever.