Færre selvmordstanker, mere håb!

Det her er et meget personligt indlæg, for jeg har virkelig været meget i tvivl. Om hvor vidt jeg skulle dele det her med jer, men .. er kommet frem til, JA! I får altid det bedste, ærligste og mest oprigtige autentiske billede af mit liv og mit “indre”. Så here we go!

Personligt synes jeg selv, at jeg overordnet set gør store mentale fremskridt for tiden. Jeg begynder langsomt at få troen tilbage på mig selv. Viljen og styrken, som jeg ellers her for nogle måneder siden, følte at jeg havde brugt op. Efter mit vægttab og et efterfølgende langt hårdt operationsforløb, følte jeg mig komplet drænet for energi og gejst. Jeg lå flere måneder i min seng, med kun  enkle sporadiske useriøse træninger ind imellem.

MEN NU.. Vågner jeg op, kommer hurtigt ud af sengen og føler egentlig et fornyet mod på tilværelsen. I en lang periode efter mit sammenbrud i Februar, ønskede jeg nærmest ikke at vågne igen – og de første tanker jeg havde om morgenen var, faktisk at jeg ikke havde lyst til at leve. Selvmordstanker startede min dag med, og jeg var mildest talt ikke særlig glad eller havde viljen eller lysten til noget som helst.

Bl.a. også derfor, jeg tog på i de måneder, fordi ja .. når man ikke har lyst til at leve mere, føler det hele er håbløst så afspejler det sig sjovt nok i sine handlinger, og hvordan man behandler sig selv. Jeg glemte alt det jeg havde kæmpet og været igennem!

MEN NU, er jeg SÅ stolt af mig selv! Og det er jeg fordi, at jeg IKKE længere vågner op og tanker på selvmord som det første. Jeg kommer faktisk OP, ud og igang, har LYST til at udvikle mig og mit liv generelt.

Selvmordstanker er nok et af de største tabuer og emner vi er bange for at røre ved, og tale om! Men det bliver det altså ikke bedre af. Rigtig mange oplever at ha’ selvmordstanker, fordi smerten for nogle kan virke så overvældende, og svær at se sig ude af. Pga. Depression, stress, dødsfald eller andre traumer og kriser i livet. Det også nærmest først nu, at jeg ikke har flere “bivirkninger” af at ha’ stoppet på antidepressiv. Det var VIRKELIG svært at komme ud af, har taget flere måneder og jeg var godt nok tæt på at starte på dem igen. MEN JEG VANDT FANME! Min stædighed, fornuft og beslutsomhed vandt heldigvis ..

OG JEG ER SÅ UENDELIG STOLT AF MIG SELV !

Nærmest mere end at ha’ tabt alle de kilo.
Fordi mit selvhad har været så stort i mange år, har det også taget tid og krævet meget livserfaring at komme ud af og jeg stadig på rette vej.
I situationer som disse, er SMÅ skridt i den rigtige retning MEGET vigtigt – og at de får TID til at grundfæste sig hele inde i sjælen! Så de ikke bare forsvinder igen.

Jeg er mere optimistisk omkring fremtiden end jeg har været længe, jeg har ganske vidst stadig mine indre dæmoner og kampe men jeg nægter at give op og jeg VED jeg kan!

Alt det bedste fra mig, 

//Fie <3