Udadtil er alt jo godt!

Nogle gange, føler jeg mig så forkert. 

Et smil og “jeg har det fint” – og så er alting godt igen. Jeg bider det i mig, og håber på at det går over. Men det gør det ikke .. Det hober sig op, og lige pludselig bryder man helt sammen. Hvornår forstår du, at du ikke er noget supermenneske? Og at du faktisk er mere sensitiv og skrøbelig end du vil indrømme? Og at det er HELT ok? Du er ikke forkert, du er menneskelig, naturligt og helt som du skal være. Dine falske overbevisninger omkring dig selv, betyder ALT! Og de kan lamme en fuldstændig.

Men du kan ikke du klare dig igennem hele livet ved at smile og vinke, fake it ’till you make it – put on a brave face? Eller skal du faktisk være tro imod dig selv, og sige .. NEJ! Jeg vil ikke lades som om mere. Jeg vil være oprigtig, og lære at være glad helt indeni og ikke kun på de steder folk kan se.
Måske at skabe sig en virkelighed, der er nemmere at håndtere på de sociale medier.
Kunne det være et sted at søge tilflugt til og spejle sig i?

Er det blevet vigtigere for os, at have et idyllisk smukt iscenesat liv udadtil – end at finde fred og hvile i sig selv helt indvendigt. Kræver det efterhånden ikke meget mod og styrke, ikke at lade sig påvirke af hvor idyllisk og fantastisk alt kan se ud på de sociale medier? Og er det begyndt, at gå ud over vores livskvalitet? Kræver det f.eks ikke meget styrke, at kunne hive sig selv op over alle de skønhedsidealer der er, og forsikre sig selv om, at man er god nok som man er – selvom man bliver bombarderet med urealistisk PERFEKTHED hele tiden? Det tror jeg, og det tror jeg faktisk de færreste kan – så man går med på bølgen i stedet for.

Den perfekte iscenesatte verden på de sociale medier, giver mig endnu større grund – til at få dårlig samvittighed og blive utilfreds med mit liv. Jeg føler ikke at jeg opnår en skid? Jeg føler ikke min uddannelse er fin nok. Jeg føler, at der aldrig kan være VILDT NOK og at man konstant hele tiden skal søge nye højder og være i konstant udvikling. For mig ville den virkelige lykke da være, at jeg kunne nyde der hvor jeg er NU! Lige her. Og være glad for at jeg er sund og rask, har mad i køleskabet, mine basale behov bliver dækket, jeg har få gode mennesker omkring mig, som jeg VED værdsætter mig.

Jeg tror mange af os har prøvet det. Vi scroller ned over Facebook, IG og hvad vi nu bruger – og bliver mødt af det ene perfekte liv efter det andet. Alle har succes. Alle er glade. Alle smiler. Alle har styr på deres liv. Alle oplever det ene fantastiske efter det andet. Er der ingen ligesom mig, som faktisk nogle gange synes det svært bare, at komme ud af døren? Synes livet kan være rigtig svært og stressende. Som f.eks. slet ikke kan få sit kærlighedsliv til at hænge sammen. Som er mega klodset. Føler sig mega akavet og anerledes. Som havde planlagt 5 træninger denne uge, men kun nåede 2? Som havde planlagt at spise sundt, men lige har bestilt take-away. Som græder? Som føler sig utilstrækkelig!
Det er der sikkert, men hvorfor så ikke vise det? Hvad er der skamfuldt over at være menneske med ægte følelser?

Lad os nu alle sammen fremstå lidt mere menneskelige. Prøve at dele nogle helt pure følelser, ærlige, oprigtige uden filter. Vi har alle sammen sorg, smerte og grimme ting i vores liv – og det forkert at tro, at de sociale medier ikke er en platform for dem også. Det skaber en større forståelse for hinanden, fremfor vi kun ser alt det gode overfladiske. Jeg tror virkelig, at det kunne ha’ en positiv effekt.

Måske kunne det skabe et lidt mere nuanceret billede af, alle de sider, følelser og lag vi rummer som menneske og gøre det mere acceptabelt. Skal de sociale medier ikke være en platform for disse følelser også, og ikke kun alt det “perfekte?”

Bare nogle tanker og følelser jeg blev nød til at komme ud med!

Tak fordi du gad at læse,

//Fie ❤️