Jeg frygter virkelig det værste!

Kender I det når katastrofe tankerne melder sig? Det ene øjeblik synes man egentlig, at det måske kører i den rigtige retning, og det næste føler man sig fuldstændigt ude af kontrol. Det ene øjeblik føler jeg mig fokuseret og klar til, at komme helt tilbage på sporet – og det næste griber jeg ud efter en pakke kager i supermarkedet. Hvorfor sker det? Og hvorfor lige nu?

Jeg har førhen oplevet det her med, at “komme til” at gribe ud efter alle de forkerte ting når jeg var ude og handle. Det svært at beskrive hvad der sker, men jeg kan gå ned og handle – bruge en 30 min. på det og nærmest ikke huske hvad jeg lige har købt, for efterfølgende at se, at jeg har købt en masse chokolade, slik, chips osv. selvom jeg egentlig føler mig motiveret, og er klar til at komme ordentligt tilbage i den overordnede sunde livsstil.

Man kan føle sig fuldstændig ude af kontrol, og som om man gør det af ren instinkt? Kender I det, eller er det bare mig? Ingen kan tage væk fra en, at man har ens egen frie vilje – men nogle gange, er sindet bare så indviklet, komplekst og underligt at man kan føle sine dæmoner tager over og at alt kontrol er ude af ens hænder. For mig kræver det VIRKELIG meget styrke, hver gang jeg er ude og handle – for noget i mig skriger stadig efter de madorgier og jeg er et eller andet sted stadig overbevist om, at jeg bliver lykkelig af at få den plade marabou eller hvad det måtte være. Min rationelle gode sunde fornuft, VED jo godt jeg tager fejl, men jeg kan stadig føle det – helt inde i sjælen.

Når jeg føler så meget afmagt, og ude af kontrol – bliver jeg endnu mere bange. Bange for at smide det hele på gulvet igen, og at jeg overhovedet ikke er kommet nogle vegne? Og det jo noget vrøvl, for jeg har da lært en helt masse, men det kan godt blive glemt – når lysten er SÅ stor lige her og nu.

Hver dag er jeg bange for at tage det hele på igen. Hver dag er jeg bange for, at jeg ikke er kommet mit madmisbrug til livs. Hver dag er jeg bange for, at jeg pludselig kan vågne op igen – fra måneders selvbenægt og veje 140 kg igen? For det kunne sikkert nemt ske, og jeg  er virkelig obs på, ikke at hvile for meget på laurbærene. Samtidigt er det jo ikke fedt, at være bange og ha’ katastrofetanker hele tiden – så den gyldne balance i det, synes jeg virkelig er svær at finde. Ligeså vel som mit forhold til mad! Jeg ville sådan ØNSKE at det kunne blive normalt, altså sådan helt normalt og afbalanceret – det tror jeg bare ikke det kan, men jeg KAN tage kontrollen over det. Det bliver jeg NØD til.
Årha, hvor handler et vægttab altså bare om LANGT mere end kalorier og træning 😮

Kan I genkende de her følelser guys? Så vil jeg med glæde høre om det <3

//Fie <3