HEY YOU GUYS!
Jeg tænkte, at I skal da lige skulle vide hvilke sunde retter jeg selv har brugt meget under mit vægttab. Nogle af mine yndlingsretter, som jeg ofte er gået tilbage til, hvis jeg manglede inspiration og skulle ha’ noget – der var en sikker vinder 😉

Soooo let’s get ready to rrruuuumblee .. 

NUMBER 1;
MÅ være Meatza!
(Bunden er lavet af oksekød! Genial opfindelse især hvis man er Pizza’holic som jeg)

Opskrift til to pizzaer:

400 gram oksekød 3-7 % fedt.
1 æg
1 tsk salt (eller efter temperament)
1 tsk peber
1 tsk oregano
2 hvidløg groft hakket
Cherrytomater
Squash
Pizza-tomatsauce
12 % mozzarella ost (6 % kan også bruges)
Ruculasalat
Og lidt skyr dressing med, paprika, chili og citron.

Fremgangsmåde:

Bland oksekød, æg, salt, peber, oregano og hvidløg sammen. Og pres dem til to flade pizzabunde!

Steg dem på panden indtil de har fået en pæn brun overflade. Det en smagssag om man vil stege dem igennem!

Lig dem derefter over på en bageplade med bagepapir. Kom pizza sovsen på, derefter tynde squashs skiverne, tomaterne skåret ud og put osten ovenpå.

Ind i ovnen i omrking 10 min. på 200 grader.
Tag dem ud, og put eventuelt rucula på med lidt skyrdressing. BUM BUM, så er der lækker pizza! <3

NUMBER 2; 

Kødsovs med squash/gulerods spaghetti!

Ingredienser til kødsovs:

100 g hakket magert oksekød (6-10 %)
½ hakket løg
1 hakket fed hvidløg
1½ spsk. balsamico
½ dåse hakkede flåede tomater
3 hakkede soltørrede tomater
Salt og peber
 Vær kreativ og kom det i du lyster 😉

Personligt skærer jeg bare squash og gulerodder ud i tynde strimler og steger dem så der stadig er lidt bid i. Velbekomme!

NUMBER 3;

Low carb burger!

Opskrift:

Gulerod og blomkåls burgerbolle (til 2 personer):

125 gram gulerod
150 gram blomkål
2 æggehvider
2 spsk havregryn
lidt sesambrø ovenpå

Riv gulerod og blomkål (ret tyndt)
Bland derefter æggehviderne i sammen med havregryn og bland sammen. Derefter lav 4 ret tynde “klatter” på noget bagapapir. MAN SKAL IKKE SKÆRE DEM OVER SOM ALMINDELIGE BOLLER! De fire klatter er to overdele og to bunde.

Drøs sesamfrø på to af dem. Bag ved 180 grader i 20 min. Lad dem gerne hvile 10-20 min. så de kan samle sig. Er de for “våde” skal de enten være lidt tyndere, eller have lidt længere tid.

Fyld jeg brugte:

3-7 % oksekød.
12 % fedfattig ost.
kalkunbacon
Salatmix (rucula)
Lidt ketchup (med stevia – 40 % færre kalorier) Eller den fra ISIS uden tilsat sukker.
Agurk
Rødløg

Man kan bare være kreativ wink-humørikon
Det her er blevet en af mine yndlingsretter.
Velbekomme guys!

Det svært at tilfredsstille alle, det kan jeg og VIL jeg ikke!

Jeg har udelukkende tabt mig for min egen, og mine nærmestes skyld. Så hverken de, eller jeg selv skulle være bekymrede for min sundhed og fremtid! At vi så lever i et land, hvor jeg personligt stadig synes, at janteloven hersker for meget (det blevet bedre de sidste år), men vi er stadig ikke i mål. I alt for mange år, har jeg levet af min egen jantelov – som jeg nu prøver at bryde ud af. Jeg har spildt SÅ meget tid med, at bekymre mig om hvad folk synes om mig, med slem angst deraf, depression og dårligt selvværd.

Det på tide at omfavne livet!

Hvad med at jeg var smuk før OG nu? Hmm .. Lad mig lige starte med at sige, at det bestemt ikke er fordi jeg går rundt og beundrer mig selv eller nødvendigvis synes jeg er særlig smuk. Sommetider kan jeg hade mig selv, men er blevet mere bevidst om, at det er nogle forvrængede negative tanker jeg har omkring mig selv. Jeg er meget selvkritisk, kan ofte føle jeg ikke er god nok, mit indre selvbillede og hvordan jeg ser mig selv er stadig som “den tykke pige”. Sådan har det været hele mit liv, og jeg tror der går lang tid før det ændrer sig helt – eller måske gør det aldrig. I mange år, har jeg været af den opfattelse, at slanke mennesker måtte være helt inderligt lykkelige. Det var dét jeg skulle, hvis mit selvværd skulle blive in takt. Det var en meget naiv tankegang, og jeg er blevet en del klogere.

Jeg har tænkt længe på at skrive dette indlæg, måske mest af alt fordi jeg faktisk synes det ret spændende. Spændende om ikke andet, hvordan størstedelen af mennesker, ændrer deres opfattelse af en – fordi man har (hvad det faktisk bare er i sidste ende) har mere energi på kroppen end andre. Det giver jo ingen mening? I perioder har jeg haft svært ved, at nogles opfattelse af mig virker til, at have ændret sig ret drastisk. Det har i perioder gjort mig ret ked af det. Til gengæld kan jeg jo trøste mig selv med, at det oftest er de samme ret snæversynede overfladiske personer, som tror – at fordi jeg har tabt mig og nu måske er hvad nogle ville mene mere attraktiv, så må min tilgang til opmærksomhed, omverdenen, mennesker omkring mig, og livet da have ændret sig en del, OG til det værre, ikk?!

Hmm.. Det kunne nærmest ikke være mere forkert. Det også ret komisk og frustrerende på samme tid, hvordan mennesker kan misforstå en så meget. HVORFOR er det lige, at I tror jeg har ændret mig til det værre? Findes der ikke dårlige mennesker som er overvægtige, ligesom der findes normalvægtige? Måske bunder det ud i ond jalousi i sidste ende, skal jeg ikke kunne sige, men det mistænker jeg lidt. Kunne det være at jeg helt oprigtigt, bare var virkelig glad? Glad og lettet. Kunne det være, at jeg var stolt over, at jeg nu tør stå frem? At jeg nu ikke gemmer mig væk mere, at jeg nu har viljen og modet til at leve livet som JEG ønsker det.

Jeg oplevede engang, da jeg lige læste nogle af folks kommentarer til mit vægttab, i en avis artikel nogle skrive: “Ok, så hun gik fra at være nede på jorden, genert, ikke at tro hun er bedre end andre – til nu at være opmærksomhedssøgende, arrogant og tro hun er bedre end andre! Hvordan kan det være beundringsværdigt?!” skrevet af en mand der kloger sig på mine personlige værdier, og aldrig har haft en samtale med mig – udelukkende udfra en avis artikel, hvor jeg fortæller om mit vægttab og hvor stolt og glad jeg er. Siger mere om ham end mig, I think!
Da jeg vejede 140 kilo, var jeg i store perioder af mit liv, ret bitter. Bitter og ked af det på livet, hvilken selvfølgelig påvirkede mit humør. Fordi det påvirkede mit humør og overskud så meget, trak jeg mig ind i mig selv og udelukkede omverdenen nærmest fuldstændig i en periode. Jeg var bitter, skammede mig, var depressiv, angst og på mange måder levede jeg ikke. Jeg var der bare, men var bange for at leve. Jeg følte mig dømt af andre mennesker. Jeg var bange for at gå udenfor en dør, da det størstedelen af gangene resulterede i skældsord min vej. Jeg var ikke genert eller “nede på jorden” som mange ville fejlagtigt ville opfatte det, jeg var depressiv, bange jeg trak mig ind i mig selv og bed min elendighed og andres fordømmelse i mig. Det nægter jeg at gøre mere!

Er det opmærksomhedssøgende, at vise et billede af ens progression?

Er det opmærksomhedssøgende og for at få anerkendelse, at jeg viser billeder af min krop, mine ar, mine kirurgiske resultater og før/efter billeder? Eller KUNNE det hvis man ikke mistænkte mine gode hensigter, faktisk være fordi jeg helt oprigtigt ønskede at hjælpe andre? Og dele åbent og ærligt ud af min vægttabsrejse, med alt hvad det indebære?
Det overvældende, hvor mange der faktisk finder håb og inspiration i det. Og det dérfor jeg gør det ..

Jeg smiler jo meget mere nu?

Det rigtigt, at jeg må mange måder ikke er den samme som jeg altid har været (eller da jeg var stor). Fordi jeg har UDVIKLET MIG! Thank fuck for that 😀 Jeg har heldigvis ikke kun ændret mig fysisk, men fået en masse gode, sunde egenskaber og værdier med mig fra min vægttabsrejse. At tabe sig, eliminerede ikke automatisk alle mine problemer, men mindskede gevaldigt mange af mine bekymringer! Jeg er meget mere åben overfor folk, end jeg var som overvægtig. Jeg er ikke konstant mistroisk eller på vagt længere. Jeg kan slappe bedre af, hvile mere i mig selv og min krop?

People just, judge, judge and judge .. Sådan er det, og det kan jeg ikke gøre noget ved. Normalt lader jeg de få negative og krænkende kommentarer der er ligge, for jeg får dagligt sendt SÅ mange fantastiske, positive, motiverende og givende ord og opabkning min vej – som jeg er forevigt uendelig taknemmelig for <3 Men jeg VIL stå op for mig selv, og forsvare mig selv når noget så forkert bliver kastet imod mig og mine værdier. Jeg kender mit værd, jeg har fundet det på min vægttabsrejse og nu forsvarer jeg det alt hvad jeg kan! Det var ikke fordi jeg ikke var værdifuld eller smuk som overvægtig, overhovedet ikke – det var bare at jeg ikke selv kunne se det pga. mørket der omringede mig.

I min verden er der intet så fantastisk at se, som når folk der har været igennem hårde ting i deres liv, alligevel formår at rejse sig, vælge hvem de vil være og hvordan deres liv skal være. Vælge at gå ud og forme deres liv, deres skæbne og gøre deres drømme til virkelighed. Det fantastisk, når et menneske der har kæmpet med selvsabotage, indre dæmoner og omverdenens ondskab faktisk vælger, at være konstruktiv OG GOD ved sig selv. Jeg elsker at opleve sådanne historier, og det også derfor – at jeg er stolt af mig selv. Ikke fordi jeg kan passe en bestemt kjole, nogle fyre synes jeg er lækker eller whatever.
I sidste ende, er det ikke dér den sande værdi er.

Værdien i alt det her, ligger for mig i JER følgere! Lige meget hvor plat eller kliche det kan lyde. Selvfølgelig er så glad og taknemmelig for det jeg har gjort for mig selv, men ligeså taknemmelig for at jeg valgte at dele det med omverdenen. Det giver uendelig meget motivation og inspiration, til min fortsatte rejse og vedligeholde.

Jeg håber for de mennesker, der bliver opslugt af had, misundelse og fordømmelse, at de finder freden og selvværdet til, at bruge alt den energi på dem selv og deres eget i stedet. Ville være til gavn for os alle sammen!

//Fie

Det har været noget af en tur, og måske oplevelse frem for alt at lære, at skulle klare sig uden antidepressive. Hvordan skal jeg nu producere og fremprovokere de lykkestoffer? KAN jeg overhovedet det? Skal jeg så danse, synge, spise, hygge mig, lade lysten drive værket i en længere periode? Det betyder nok at jeg skal være mere obs, på at være god ved mig selv – og ikke bare sætte min lid til pillerne. Det glæder jeg mig faktisk virkelig meget over <3

Min historie med antidepressiv medicin, begyndte da jeg som 18 årig gik ned med slem depression, mørke tanker og angst som mange af jer nok ved. Alt i alt var det vel en belastningsreaktion efter så mange år, hvor jeg havde haft det elendigt med mig selv og ikke behandlet mig selv ordentligt.

Siden da har vi haft et lidt on/off forhold hvor jeg fra da jeg var 18-21 var på antidepressiv medicin, som jeg så stoppede med fra 21-22 år, men som jeg desværre måtte begynde på her igen efter mit stress sammenbrud i Februar. At være på antidepressiv har bestemt hjulpet mig i lange perioder af mit liv. Det har ofte kunne ligge en dæmper på mine til tider, meget forvrængede negative tanker omkring mig selv, mit dårlige selvværd, mørke tanker osv. Men samtidigt har det også lagt en dæmper på nærmest alle mine følelser, på en til tider lidt dårlig måde. Nu her efter jeg har været fri fra det i 3 mdr. føler jeg altid meget stærkere! Javist, jeg græder oftere (også glædestårer), jeg griner mere, jeg har mere fysisk energi og det er som om, at verden har fået flere farver? Eller at jeg kan se ting mere klart, end jeg kunne på antidepressiv.

Efter min 2 ugers indlæggelse på Psykiatrisk Afdeling Frederikssund (som sagt pga. stressnedbryd og psykisk overbelastning) blev jeg sat op til maksimal dosis af antidepressiv. Det hjalp! Det gjorde det virkelig, kan jeg ikke benægte. Jeg havde ikke ligeså mange negative tanker, tænkte ikke nært så dystert, men det havde en slem bivirking – jeg blev TRÆT! Faktisk mega konstant træt. Jeg kunne ikke tænke klart! Jeg kunne nærmest ikke andet end, at ligge og sove i min seng konstant og spise. Derudover fik jeg nogle slemme sjældne bivirkninger som slemme menstrautionsblødninger osv. Jeg havde ikke energi til at træne, lave sundt mad osv.

Jeg fik nok .. Fik nok af min egen elendighed, fik nok af at min lykke skulle afhænge af piller, fik nok af at være for træt til reelt kunne hjælpe mig selv .. bare generelt nok af følelsen af afmagt! Det kan fandme ikke passe, at jeg ikke kan klare mig uden?
Jeg ville bare så gerne kunne fungere nogenlunde uden de skide piller. Ikke være overdrevet lykkelig nødvendigvis, men bare kunne holde tilværelsen ud. Så jeg tog en kold tyrker, og besluttede mig en morgen for, at nu skulle det være slut! Jeg vidste godt at det ikke var hensigtsmæssigt og at man anbefaler at langsomt trappe ud af det, i frygt for bivirkninger og tilbagefald hvis man har været på det længe.
Selvfølgelig var jeg da pisse bange for at slippe dem, men jeg var endnu mere bange for at være afhængig af dem resten af mit liv.

Konklussionen er nu at ..

Jeg faktisk overordnet set synes det går fint! Ikke fantastisk altid, men acceptabelt og langsomt fremad. Jeg lærer hver dag! Jeg tager det stille og roligt, og forventer ikke for meget. Jeg føler alting meget stærkere end da jeg var på antidepressiv. Det kan både være fantastisk og hårdt nogle gange, det må jeg lære at leve med. Jeg oplever at få grineflips jeg ikke har fået meget længe, men jeg oplever samtidigt at jeg til tider kan være mere sensitiv og skrøbelig. Jeg oplever, at være bedre til at motivere mig selv – og jeg oplever også at det nogle gange er svære.
Èn ting er sikkert, og det er .. at antidepressiv ikke er behandlingen alene, og skal slet ikke være den eneste behandling på længere sigt. Nu er jeg mere opmærksom på, at lytte til mig selv, ikke bare knokle derudaf hvis jeg faktisk har det dårligt, ikke presse mig selv ud til mit breaking point hvor jeg ikke kan klare det mere.

Hvad hjælper mig så nu?

Træning hjælper mig! Jeg for afløb for nogle ting, følelser og frustrationer i min træning. Nogle gange mærker jeg virkelig tydeligt, hvordan en god træningssession kan gøre mig klar i hovedet, og befri mig fra angst og stress. Andre gange, er det dødens pølse bevares 😀 Men overordnet set, kan jeg ikke undvære det – og at føle mig i live på den måde.

Jeg trøster stadig mig selv med mad!

Ja, den kan jeg så alligevel ikke komme udenom. JA mad hjælper mig, og fred være med det. Jeg kommer da stadigvæk tit til at sidde med fjæset begravet i en B&J’s isbøtte, og ha’ ondt af mig selv, men det hjælperlige i nuet – og det KAN jeg bare ikke undvære i mit liv. Nogle gange tager jeg også på, når jeg kører den for langt ud, men jeg retter altid ind igen!

Aflede tankerne, kom UD!

RÆK UD OG GRIB! Haha, ej .. sådan noget så simpelt som at komme ud, og gøre ting man kan mærke er godt for sjælen. En gåtur med hunden, ud og spis noget god mad, samvær med sine nærmeste, ikke sidde alene med det hele, turde at lykke folk ind og lade dem hjælpe en. Man skal træne, at kunne lære at værdsætte de små ting – og ikke have for store krav til livet eller sin lykke. Lykke er glimtsvis!

Til slut vil jeg lige slå fast, at jeg selvfølgelig anbefaler at man snakker med sin læge, psykiater, psykolog whatever inden man stopper på antidepressiv eller andre præparater for den sags skyld! Det bare meget forskellige hvad der virker for folk, og indtil videre er jeg ret godt tilfreds med livet, UDEN antidepressiv medicin.

TAK fordi I læste med, og fordi I altid er så fantastisk støttende og forstående som altid!

Lovs, Fie