3 mdr. uden antidepressiv, and I feel ..

Det har været noget af en tur, og måske oplevelse frem for alt at lære, at skulle klare sig uden antidepressive. Hvordan skal jeg nu producere og fremprovokere de lykkestoffer? KAN jeg overhovedet det? Skal jeg så danse, synge, spise, hygge mig, lade lysten drive værket i en længere periode? Det betyder nok at jeg skal være mere obs, på at være god ved mig selv – og ikke bare sætte min lid til pillerne. Det glæder jeg mig faktisk virkelig meget over <3

Min historie med antidepressiv medicin, begyndte da jeg som 18 årig gik ned med slem depression, mørke tanker og angst som mange af jer nok ved. Alt i alt var det vel en belastningsreaktion efter så mange år, hvor jeg havde haft det elendigt med mig selv og ikke behandlet mig selv ordentligt.

Siden da har vi haft et lidt on/off forhold hvor jeg fra da jeg var 18-21 var på antidepressiv medicin, som jeg så stoppede med fra 21-22 år, men som jeg desværre måtte begynde på her igen efter mit stress sammenbrud i Februar. At være på antidepressiv har bestemt hjulpet mig i lange perioder af mit liv. Det har ofte kunne ligge en dæmper på mine til tider, meget forvrængede negative tanker omkring mig selv, mit dårlige selvværd, mørke tanker osv. Men samtidigt har det også lagt en dæmper på nærmest alle mine følelser, på en til tider lidt dårlig måde. Nu her efter jeg har været fri fra det i 3 mdr. føler jeg altid meget stærkere! Javist, jeg græder oftere (også glædestårer), jeg griner mere, jeg har mere fysisk energi og det er som om, at verden har fået flere farver? Eller at jeg kan se ting mere klart, end jeg kunne på antidepressiv.

Efter min 2 ugers indlæggelse på Psykiatrisk Afdeling Frederikssund (som sagt pga. stressnedbryd og psykisk overbelastning) blev jeg sat op til maksimal dosis af antidepressiv. Det hjalp! Det gjorde det virkelig, kan jeg ikke benægte. Jeg havde ikke ligeså mange negative tanker, tænkte ikke nært så dystert, men det havde en slem bivirking – jeg blev TRÆT! Faktisk mega konstant træt. Jeg kunne ikke tænke klart! Jeg kunne nærmest ikke andet end, at ligge og sove i min seng konstant og spise. Derudover fik jeg nogle slemme sjældne bivirkninger som slemme menstrautionsblødninger osv. Jeg havde ikke energi til at træne, lave sundt mad osv.

Jeg fik nok .. Fik nok af min egen elendighed, fik nok af at min lykke skulle afhænge af piller, fik nok af at være for træt til reelt kunne hjælpe mig selv .. bare generelt nok af følelsen af afmagt! Det kan fandme ikke passe, at jeg ikke kan klare mig uden?
Jeg ville bare så gerne kunne fungere nogenlunde uden de skide piller. Ikke være overdrevet lykkelig nødvendigvis, men bare kunne holde tilværelsen ud. Så jeg tog en kold tyrker, og besluttede mig en morgen for, at nu skulle det være slut! Jeg vidste godt at det ikke var hensigtsmæssigt og at man anbefaler at langsomt trappe ud af det, i frygt for bivirkninger og tilbagefald hvis man har været på det længe.
Selvfølgelig var jeg da pisse bange for at slippe dem, men jeg var endnu mere bange for at være afhængig af dem resten af mit liv.

Konklussionen er nu at ..

Jeg faktisk overordnet set synes det går fint! Ikke fantastisk altid, men acceptabelt og langsomt fremad. Jeg lærer hver dag! Jeg tager det stille og roligt, og forventer ikke for meget. Jeg føler alting meget stærkere end da jeg var på antidepressiv. Det kan både være fantastisk og hårdt nogle gange, det må jeg lære at leve med. Jeg oplever at få grineflips jeg ikke har fået meget længe, men jeg oplever samtidigt at jeg til tider kan være mere sensitiv og skrøbelig. Jeg oplever, at være bedre til at motivere mig selv – og jeg oplever også at det nogle gange er svære.
Èn ting er sikkert, og det er .. at antidepressiv ikke er behandlingen alene, og skal slet ikke være den eneste behandling på længere sigt. Nu er jeg mere opmærksom på, at lytte til mig selv, ikke bare knokle derudaf hvis jeg faktisk har det dårligt, ikke presse mig selv ud til mit breaking point hvor jeg ikke kan klare det mere.

Hvad hjælper mig så nu?

Træning hjælper mig! Jeg for afløb for nogle ting, følelser og frustrationer i min træning. Nogle gange mærker jeg virkelig tydeligt, hvordan en god træningssession kan gøre mig klar i hovedet, og befri mig fra angst og stress. Andre gange, er det dødens pølse bevares 😀 Men overordnet set, kan jeg ikke undvære det – og at føle mig i live på den måde.

Jeg trøster stadig mig selv med mad!

Ja, den kan jeg så alligevel ikke komme udenom. JA mad hjælper mig, og fred være med det. Jeg kommer da stadigvæk tit til at sidde med fjæset begravet i en B&J’s isbøtte, og ha’ ondt af mig selv, men det hjælperlige i nuet – og det KAN jeg bare ikke undvære i mit liv. Nogle gange tager jeg også på, når jeg kører den for langt ud, men jeg retter altid ind igen!

Aflede tankerne, kom UD!

RÆK UD OG GRIB! Haha, ej .. sådan noget så simpelt som at komme ud, og gøre ting man kan mærke er godt for sjælen. En gåtur med hunden, ud og spis noget god mad, samvær med sine nærmeste, ikke sidde alene med det hele, turde at lykke folk ind og lade dem hjælpe en. Man skal træne, at kunne lære at værdsætte de små ting – og ikke have for store krav til livet eller sin lykke. Lykke er glimtsvis!

 

Til slut vil jeg lige slå fast, at jeg selvfølgelig anbefaler at man snakker med sin læge, psykiater, psykolog whatever inden man stopper på antidepressiv eller andre præparater for den sags skyld! Det bare meget forskellige hvad der virker for folk, og indtil videre er jeg ret godt tilfreds med livet, UDEN antidepressiv medicin.

TAK fordi I læste med, og fordi I altid er så fantastisk støttende og forstående som altid!

Lovs, Fie