En grædende træning

Idag var jeg inde og træne med min træner inde i Vesterbronx Gym på Vesterbro.

Jeg kom egentlig derind, ved godt mod, glædede mig til at træne fordi min krop føles frisk  og oplagt. Men ligeså snart vi gik igang med interval cykling, kunne jeg mærke at følelserne begyndte at hobe sig op. Jeg fik ondt i maven og i halsen .. Træningen påvirker mig på mange måder her på det seneste. Mange gange formår jeg, at finde det terapeutisk, komme væk fra tankemylderet, af med nogle frustrationer og er dejligt stolt af mig selv bagefter.

Men samtidigt, er det som om, at det også prikker hul på en bobbel og en stor mur jeg længe har opbygget af “Jeg skal være stærk og overskudsagtig konstant, for jeg MÅ ikke give op!”

Det var ikke en god træning som sådan, faktisk langt fra, jeg fik lidt sved på panden, men jeg modarbejdede mig selv for meget og de negative tanker omkring mig selv og angsten tog over. Jeg ved det er forkert at gøre, men jeg kunne ikke lade være med at slå mig selv i hovedet over, at min form er dalet så relativt meget – og at jeg føler mig så uoplagt og utilskrækkelig. Vi fik ikke lavet ret meget, men vi fik til gengæld snakket et hel del, hvilket også gjorde at jeg fik nogle tanker og byrder af mine skuldrer. Det jo ikke fordi jeg ikke VIL træne derudaf og rykke mig konstant, men det HAR bare været en svær periode hvor en masse følelser har hobet sig op.

På vejen hjem snakkede jeg med min mor, og fik rig mulighed for bare at græde det hele ud. Fortælle hvor skuffet jeg var over mig selv, men at jeg samtidigt var kommet frem til – at jeg ikke længere har lyst til, at skulle være så pisse stærk hele tiden, når jeg faktisk slet ikke føler mig det. Jeg kan føle, at ALT min viljestyrke, kampgejst og energi er brugt op. Der er ikke mere tilbage, men samtidigt er det jo NU jeg skal være stærk – vedligeholde og beskytte det jeg har opnået.

Samtidigt kommer jeg så hjem, og får tjekket nogle af de mails og beskeder mange af jer har sendt til mig. OG IGEN, bliver jeg tudemarie, men af en anden årsag. I roser mig jo til skyerne, og det på en måde svært at tage ind, men samtidigt kan jeg jo tydeligt mærke at det påvirker mig, og at jeg indser .. Måske kan jeg godt finde ud af noget? JEG ER SÅ UENDELIG TAKNEMLIG FOR JER OG JERES STØTTE! Jeg oplever, heldigvis, at mange af jer finder det uperfekte inspirerende (hvilket jeg selv gør ved andre mennesker jeg ser ud til) det uperfekte ved, at man græder, synes det svært, tager forkerte beslutninger og jo egentlig bare er mega menneskelig! Dét synes jeg personligt er inspirerende, derfor deler jeg også ud af mine indre kampe.

Èn ting jeg bare vil ha’ at I skal huske på, for rigtig mange af jer skriver til mig, at I ville ønske I havde samme viljestyrke og motivation som mig, og det gør mig faktisk ked af det, at læse, for mange af jer er sikkert LANGT stærkere end mig. Så vil jeg bare lige også sige, at jeg tit bryder grædende sammen når jeg træner. Nogle gange må jeg gå ud, holde en pause, græde og komme igang igen. Indtil videre idag har jeg f.eks. spist, én RawBite, én rugbrødsmad med kartoffelpølse og en Kinder Bueno chokoladebar. Jeg gør altså LANGT fra det ideelle, perfekte og har jeg langt fra gjort under mit vægttabsforløb. Derfor må I virkelig heller ikke forvente eller tro, at det bare går snor lige derudaf og den rigtige vej konstant, for det gør det ikke. Der VIL komme tårer, store følelser, fortvivlelse, opgivenhed, men bagefter når man får det på afstand kan man se sejrene i, at man gjorde det alligevel. Og forhåbentligt, bliver det en del af en større personlig udvikling.
Jeg kan være nok så dårlig over mig selv, og at jeg ikke levede op til mine egne krav, jeg kan føle mig mega opgiven og ked af det – men at jeg samtidig IKKE giver op, er og SKAL jeg da være stolt af!

Mine negative tanker styrer IKKE showet! Lad heller ikke dine gøre det samme! Lær af dem, brug dem!