Sådan påvirker mobningen mig stadig.

Det skræmmende og tankevækkende, hvordan slem mobning nogle år i folkeskolen kan sætte så markante, permanente og svære ar på sjælen. Det vildt hvordan det må mange punkter stadig hæmmer mig, og holder mig tilbage for at leve livet fuldt ud. Også derfor det smerter mit hjerte, når jeg hører om andre børn som oplever det samme, nogle ser endda ingen anden udvej end selvmord. Mobning er måske blevet et “normalt” og udbredt problem, men derfor skal det bestemt IKKE negligeres. Tabuet skal nedbrydes, for børnene skammer sig jo og tør ikke snakke om det! Hertil vil jeg bare lige slå fast, at TALE om det og få det ud i det åbne, række ud efter hjælp er VIRKELIG vigtigt – og det var desværre det eneste jeg ikke gjorde dengang. Jeg smækkede et glad ansigt på, var god i skolen brugte noget humor og så gik det alt sammen. Troede jeg ..

Mobningen var jo ikke noget jeg snakkede med nogle om. Hverken mine venner, folkeskolelærer eller min familie. Det var så skamfult på en måde, og jeg følte mig ikke som en værdig datter, søster eller veninde, fordi jeg blev mobbet. Det tankevækkende ligger i, at jeg selv den dag idag, selvom jeg er kommet relativt langt og ovenpå, kan mærke hvordan det påvirker mig dybt. Nærmest indgroede overbevisninger om, at jeg ikke er god nok, ingen gider mig eller kan li’ mig, jeg skal hele tiden være opmærksom på og om jeg gør selv den mindste ting rigtigt. Egentlig har jeg nok accepteret og vænnet mig til, at det er sådan jeg er, sådan er mine overbevisninger og tanker omkring mig selv – for det har de nærmest altid været. Jeg følte dengang ikke, at jeg passede ind nogle steder og at jeg skulle komme op med nogle forsvarsmekanismer (som humor) hvilket jo i sig selv kan være en god forsvarsmekanisme, men ikke hvis den dybe mistrivsel ligger nedenunder. Humor, smil og latter var i mange år sådan folk så på mig. Jeg var den glade, smilende, grinende og flittige Fie som altid gjorde det rigtige. Men samtidigt blev jeg jo også større og større fordi trøstespisningen og maden var det der holdte mit humør oppe.

Det nærmest først nu, idag at jeg tør kigge på mobningen, og kan se hvor dårligt jeg egentlig havde det i perioder. Jeg har aldrig brugt mobningen som en undskyldning, eller for medlidenhed og aldrig nogensinde nævnt det som barn eller teenager, men nu kan jeg se – at det er vigtigt jeg får kigget på det.

Det kan ikke nytte noget. Det gør nemlig, at jeg tit kommer til at isolere mig, fordi jeg ikke føler mig god nok og fordi jeg er bange for, om folk nu siger noget grimt til mig. Jeg stoler ikke nok på mennesker, faktisk stoler jeg nærmest mere på dyr (med god grund) de har aldrig svigtet.

Jeg håber på, at der måske sidder en eller to børn/unge og læser det her. Jeg får tit beskeder fra børn helt ned til 10-12 års alderen som fortælle mig, at de ønsker at tabe sig fordi de bliver mobbet med det i skolen. Skønne jer, SNAK med jeres forældre eller med skolen! Jeg ved det kan være mega grænseoverskridende, og man føler sig meget sårbar, men det er ikke en skam at bede om hjælp. Tværtimod, I har intet at skamme jer over. Jeg ønsker bare ikke, at I skal begå samme fejl som mig, for det kommer man ikke langt med.

Og så husk på, at det nogle måske mobber eller driller jer med idag – fordi er det, de vil komme til at beundre jer for i fremtiden. At være anderledes er en kæmpe styrke, og noget I vil blive glade for I er senere i livet. Børn kan man være utrolig stærke, og ikke vise svagheder – fordi det jo handler om at overleve, og være en del af fællesskabet!

Ikke desto mindre, SKAL i hvertfald fortælle jeres forældre om det. Ellers tror de jo bare, at alt er i skønneste orden. Det gjorde mine forældre, og det er en forfærdelig følelse af afmagt at stå med som forældre.

I er seje, smukke, værdifulde OG med denne mobning kommer også der også en læren, en viden, selvindsigt og empati som mange vil misunde jer! <3

I  skal ikke bide det i jer! Bryd tavsheden.

Alt det bedste,

//FIE