Et brev til mine indre dæmoner

Hej dig/jer jeg ikke kan undslippe.

Jeg ved I gør alt hvad der står i jeres magt for at få mig ned med nakken. Jeres argumenter til hvorfor jeg ikke kan opnå noget som helst, virker så overvældende og overbevisende. Ligemeget hvor meget min fornuft kan fortælle mig, at I tager fejl så sårer jeres ord mig stadig. I er ekstremt manipulerende. I er kloge, og ved præcis hvor I skal slå ned. I kender mig ud og ind, kender alle mine svagheder, historie, mine sår som i bevidst graver i. I ved præcis hvad I gør. I er min one cirkel. Jeg er en klog pige, og jeg ved at det er dumt at lytte til jer – men I får mig til at lytte alligevel, og jeg står tilbage og føler mig endnu mere dum.

I har mit selvbillede i jeres magt. I har mine svagheder i jeres magt. I har min selvopfattelse i jeres magt. I har mine overbevisninger i jeres magt. Men, I har IKKE mine handlinger og frie vilje i jeres magt! Kun JEG, kan rykke mig selv. Kun jeg frit vælge fra eller til, selvom i hele tiden prøver at lokke mig i fordærv.
Jeg kan jo selv vælge, hvad jeg vil lytte til og hvad jeg vil fodre med min energi. Men hvad så, når man er skrøbelig, pure og sensitiv? Jeg kunne jo bare bilde mig selv ind, at det ikke gjorde ondt at nærmest decideret mobbe sig selv. Men det gør sgu ondt .. Mobningen da jeg var lille kan jeg nu se er grundstenen og fundamentet for, at I fortsat eksisterer. Jeg var sådan en tapper lille pige, der aldrig fortalte nogle hvor ondt det gjorde. Jeg ville for alt i verden ikke være til besvær, og jeg skammede mig over – at jeg var anderledes og ikke passede ind? Selvom jeg nu kan se, at jeg var præcis ligesom jeg skulle være.

Det slemt nok, at blive mobbet og kørt på psykisk af andre – men det 100 gange værre, når det kommer fra en selv. Det kan jeg se nu.
I er mig en tro følgesvend. Selv bedst som jeg troede, at træningen gav mig et frirum indhentede i mig også der. Bedst som jeg troede, at maden trøstede mig og gav mig et pusterum. Det bare et skrøbeligt tyndt plaster på et stort sår. Jeg står og lytter til hvad min træner fortæller mig, men I banker på konstant og jeg har svært ved at høre hvad han siger. I gør at jeg mister balancen og koncentrationen.

Ligeså uretfærdigt jeg kan synes det er, at I skal jagte mig sådan – ligeså stolt er jeg, at jeg trods alt ikke ligger mig helt ned som jeg gjorde før. Jeg begynder at stå VED hvem er jeg, og at jeg faktisk er stolt af hvad jeg har præsteret indtil videre. Når jeg kan være i tvivl om, jeg overhovedet har udviklet mig eller lært noget kan jeg jo SE, at jeg kæmper videre på trods af de her ting. Når jeg kan føle, at det hele er ligemeget og være tæt på at give op – har jeg stadig en stemme indeni mig, en kærlighed jeg giver til mig selv udefra der fortæller mig, at jeg SKAL holde ved og at alting nok skal blive bedre.

Så kære dæmoner, husk at I kun har så meget magt som jeg vælger at give jer. Og den magt, gider jeg virkelig ikke give jer mere og jeg VIL lære at blive fri.

Pas på!
Jeg er stærkere.
Fie.