Når jeg har grædt vs. makeup & happyface!

Forleden dag, da jeg kom hjem fra træning, overvældet af negative tanker følte mig som en fiasko vs. en dag uden træning, efter en lang gåtur og god hyggelig middag med familien.
Jeg oplever ikke altid at hård træning kan virke terapeutisk, ikke når man er fyldt med så mange tanker og stress – der er der andre ting der virker bedre, for mig i hvertfald. Jeg skal ikke træne på bekostning af, hvordan jeg har det psykisk og det bl.a. også derfor, at min form ikke er hvad den har været. Fred være med det!

MEN HEY ej hvor er det dog forfærdeligt at vise man græder ikk?! Ej fy forhelvede altså, sikke en beklagende selvmeliden skøge. Fy fy, skamme sig!

Er det virkelig skamfuldt at græde? At de fleste ønsker, at holde sådan noget privat kan jeg godt forstå, men er det af frygt man ikke viser det? Og i så fald frygt for hvad? For at blive opfattet som klynkehoved og svag?

Jeg synes man er det modsatte, og vil gerne være med til at starte en modbevægelse til måske at skabe lidt mere realistisk og menneskeligt liv på de sociale medier.

Generelt set, betragter jeg mig selv som en positiv og glad pige. Er køen f.eks lang i netto, ventetiden lang, der opstår problemer osv. er jeg ret et overbærende, rummeligt og tålmodigt menneske. Netop fordi, jeg ved at der ikke hjælper at hidse sig op. Plus jeg synes sådanne situationer er ret komiske, fordi jeg ELSKER når ting går galt (selvfølgelig ikke når det har slemme konsekvenser eller følgere), men den stemning af anspændthed der opstår synes jeg er mega morsom, og hvor andre står og beklager sig er vildt sure, begynder jeg tit at grine og joke. Hvilket ikke altid lige gør mig til den mest populære i køen 😀 Man MÅ bare ikke tage sådanne nogle små dagligdags “problemer” seriøst, så bliver man hurtigt træt og udkørt.

Tilgengæld er jeg god til at såre mig selv, og på en måde er jeg god til at mobbe mig selv. Alle de grimme ting jeg kan sige til mig selv, ville jeg ALDRIG sige til andre. Selvfølgelig ikke, men det gør altså ondt når ens negative tankemønstre går i hårdknude og man ikke kan tænke på andet, end hvor uoplagt og mislykkedes man føler sig. Jeg VED godt det er dybt forkert, ikke desto mindre gør det stadig ondt. Og det er de tanker jeg har svært ved at slippe af med, og egentlig har haft hele mit liv.
Generelt er jeg ret emotionel for tiden. Jeg får våde øjne af selv det mindste, ting jeg aldrig førhen blev rørt over. Det som om jeg er blevet “gammel-emotionel” før tid. Det gør både, at jeg kan føle mig meget mere heldig, taknemlig, blive rørt på en god måde end jeg har kunne førhen, omvendt gør det også at jeg hurtigere græder og ikke kan tage ligeså meget som jeg ellers har kunne. Efterhånden er jeg bare ved at komme frem til, AT DET ER OK! At det måske er ok, at føle som jeg gør? Være lidt sensitiv, have store følelser, kunne lære at bruge dem, og ikke undertrykke dem eller skamme sig over de er der? De er der jo af en årsag, og de er på mange måder vores vejvisere i livet. Ja, kliche men det tror jeg altså på. Jeg tror altid ting sker af en årsag, og at vi skal vokse og lære af det.

Hermed bare et indlæg, hvor jeg siger “HEY, jeg græder også! Og er ikke bange for at vise det!” Og måske fordi jeg er ved at blive LIDT træt af den perfekte iscenesatte verden de sociale medier oftest er. Og jeg synes godt, at man kan poste et billede hvor man græder, uden at blive mødt med den misforståelse, af at man søger opmærksomhed eller medlidenhed. STOP DET! Medlidenhed har aldrig gjort noget bedre for nogæe. Men det har forståelse og empati for hinanden tilgengæld.

Ha’ en fortsat rigtig god tirsdag alle,
//Fie <3