Jeg kastede op 8 gange om dagen..

Fra den ene spiseforstyrrelse til den anden.
Min daværende psykiater sagde engang til mig “Alle kvinder er sgu lidt spiseforstyrrede!” og ja, det er lidt genereliseret og lidt et statement – men jeg tror til dels han havde ret.

OG DET ER ALTSÅ INGEN SKAM!

Vi kan ikke forvente af os selv, at vi skal være totalt perfekte, unuancerede, uden “svagheder” og indre dæmoner. Men vi KAN og SKAL forvente af os selv, at vi har styrken og viljen til at komme igennem det eller lære at leve et godt liv på trods.

Personligt har jeg været “spiseforstyrret” lige siden jeg kan huske. Altid ville jeg ha’ dobbelt så meget mad som de andre børn (helt fra spæd), og da min trøstespisning for alvor startede i 6 års alderen hjalp det ikke ligefrem på min lyst til mad. Mange mennesker forstår ikke hvordan jeg kunne ende med at veje 140 kg, nej .. Men det kan jeg selv SÅ godt forstå. Hvis folk bare vidste hvor meget mad hjalp mig op, hvor meget det trøstede mig og at det i perioder var det eneste lyspunkt jeg synes der var i mit liv. Dérfor kunne jeg ikke få nok! Jo dårligere jeg havde det, jo mere ville jeg spise OG få det endnu dårligere med mig selv igen. Det var skruen uden ende, og en dårlig ond tryghedsspiral.

Da jeg så vejede 140 kilo og fik mit livs chok, vidste jeg først dér at det her var alvorligt, og at jeg blev nød til at gøre noget drastisk for at ændre mit liv og kæmpe mig tilbage. Chokket var så stort. Skammen var så stor. Håbløsheden var så overvældende. Den dag, skete der noget indeni mig – og jeg vidste, at jeg kæmpede for mit liv. Jeg blev skræmt helt inde i sjælen.

Da jeg havde tabt omkring 50 kilo, begyndte jeg at blive opgiven. Jeg følte ikke, at jeg havde mere energi i mig. Jeg kunne ikke længere undertrykke mine maddæmoner, jeg passede ikke min træning, fordi at jeg begyndte at overspise igen. Oveni at jeg havde fået nyheden om, at jeg skulle ha’ fjernet hud 4 steder på kroppen. Det var en svær periode at skulle hive sig op af, og ærligt .. Så ved jeg ikke hvordan jeg kom ud af den. Men jeg tror en medvirkende faktor, kunne være .. at jeg begyndte at kaste op. Bulimi! I starten var det kun efter jeg virkelig havde overspist et kæmpe “orgie” slik, kager, chokolade alt det gode der – så jeg fysisk ikke følte jeg kunne holde det inde mere. Efter at ha’ “vænnet” mig til, at nå men det gjorde jeg bare hver gang, så begyndte jeg at planlægge at kaste op. Det var ikke længere fordi jeg fysisk blev nød til det, det var fordi det var en vej ud! Jeg kunne “undo” it på den måde, og jeg blev afhængig af det.

Fra “bare” at kaste op et par gange om ugen efter min overspisning, blev det dagligt, og det blev også når jeg ellers havde spist sundt – men alligevel måske frygtede, at det var lidt for meget? Jeg planlagde hvad jeg skulle købe ind, som jeg havde erfaret var nemt og ikke gjorde nær så ondt at kaste op. Flødeboller var farvoritten, det kunne jeg nærmest ikke mærke. Så en hel kasse flødeboller, kunne jeg snildt få ned på 5 minutter. En pude stod nærmest permanent foran mit toilet, så jeg ikke fik ondt i knæene. Et glas vand var altid klart, da jeg følte at det var nemmere at få “renset ud” og kaste op, hvis jeg havde drukket en masse vand også. Vigtigst var min tandbørste, som jeg brugte til at stikke ned i halsen.

JEG HADEDE DET. Ej hvor var det ubehageligt, men jeg var rædselsslagen for at tage på – og min psyke hungrede efter de her madoriger! Jeg kunne ikke undvære dem.

Da jeg i en periode kom op på, at kaste nærmest alting op – top var 8 gange om dagen, begyndte jeg sgu at blive bekymret. Man jo tror ALTID at man har styr på det, og at det ikke er farligt for en selv. Yeah right, keep telling yourself that, Fie!
Selvbenægt, fornægtelse og nærmest vrangforstillinger.

Det var først da jeg begyndte at få fysisk ondt i min hals, at jeg langsomt stoppede igen.. Ikke bare sådan lige med det samme, jeg skulle lige erfare, at det faktisk gjorde ondt hver gang og at min hals blev ødelagt. Blod kom op, halsbrænd, riven og ømhed i halsen, jeg fik tit ondt i halsen og følte nærmest jeg blev kvalt når jeg kastede op.

Måske er jeg bare sådan et menneske, som skal lære det på den hårde måde – og køre den helt ud på kanten før jeg forstår hvor alvorligt det er. Også at jeg erfarer, at jeg skal passe på og værdsætte mig selv. Det kan bare være svært, hvis ens selvværd ikke følger. Nogle gange kan det sværeste skridt på vejen imod bedring, være at man føler sig rejsen VÆRD og at kæmpe for!

Det snart et år siden jeg gjorde det skete sidste gang.

Og det har selvfølgelig ikke været uden tilbagefald. Men når jeg så er faldet i, prøvet at kaste det hele op – får jeg utrolig ondt i halsen! Min krop kan ikke holde til det mere, så jeg tager nu konsekvensen af min overspisning når det sker.
Jeg gjorde det jo kun, fordi jeg følte jeg fandt en udvej. Hvor jeg kunne mærke lindringen og den kæmpe glæde madorigerne gav mig – og bagefter slippe fra konsekvenserne. Det ironiske er jo bare, at jeg faktisk overhovedet ikke tabte mig i de perioder hvor jeg kastede meget op. Jeg ved ikke om der går koks i ens indre, biokemi osv – men det gjorde ikke jeg tabte mig i hvertfald. Det jo også svært, at vide om det hele kom op osv.

Tiden hjalp mig, og jeg kom heldigvis ind i en god periode igen. Efter jeg erfarede, at jeg faktisk godt kunne spise nogle ting, slik, chokolade osv uden at tage på (hvis jeg vel og mærke også havde hårdt træning i min hverdag).
Får du ikke styr på dit forhold til mad ved den ene spiseforstyrrelse, kan det jo sagtens føre til en anden.

“Yes I have gained a little weight, that’s what happens when you beat and eating disorder.” – Demi Lovato.

Om ikke andet, så har jeg efterhånden indset og accepteret at jeg altid vil ha’ et forvrænget og mere følelsmæssigt forhold til mad. Det nærmest et instinkt for mig, så forangret i mig at elske mad. Nogle gange højere end livet! Dét vælger jeg så ikke at lade styre showet. Men det har taget lang tid, at indse at mad ikke er vigtigere end livet selv. Og når jeg er inde i en dårlig periode, så er mad oftest også det jeg tyr til. Balance, balance, balance hører vi hele tiden, og JA selvfølgelig er det vigtigt! Men for at finde sin EGEN balance, og en der skal holde livet over – skal vi altså UD af balance. Vi skal ud i grøften, for at tage ved lære og rette ind. Mange af os, kender nok det der med at spise med følelserne – og når vi er komplekse menneske med rigtige stærke følelser, så er det da klart at man kan risikere at komme ud i et deskruktivt ondt misbrug. DET ER MENNESKELIGT, ikke skamfuldt!

Pas på jer selv derude, jeg er ved at lære det <3

//Fie