Bikini angst!

I DON*T LIKE IT! 😀

Hvordan bliver man komfortabel i en bikini, efter et liv som overvægt og efterfølgende være meget selvbevidst, usikker og anspændt pga. løs hud?
Måske bliver man det aldrig helt, men måske lære man at acceptere det og leve med det 🙂

Det prøver jeg også selv at blive klog på..
Èn ting er sikkert, undgåelsesadfærd virker IKKE!

Så spændt op. Så nervøs. Så ubehageligt. Så bart. Så ubeskyttet. Så utrygt!
Nej, jeg synes IKKE det sjovt at bruge bikini. Ikke da jeg var stor, ikke da jeg havde løs hud og stadig ikke nu. Hele livet har jeg gået rundt og gemt mig selv. Jeg har altid været utrolig bevidst omkring min størrelse, og hvordan jeg kunne prøve at skjule det så godt som muligt. Altid har jeg ligget på ferier, med enten store t-shirts, store shorts og mildest talt ikke følt mig særlig godt tilpas. Jeg har brugt meget af mit liv, på at danner mig min egen sikkerheds/trygheds bobbel eller mur op omkring mig selv, for at beskytte mig imod omverdenens fordømmelse og ofte uforstående nedladende kommentarer. På en eller anden måde, fik jeg skabt mig min egen lille tryghedsbobbel med stort tøj, masser af mad og blive liggende i sengen. Så en lille ret så normal ting som at trække i en bikini for andre, var for mig helt urealistisk og helt vildt angstprovokerende. Det skulle jeg IKKE udsætte mig selv for! Sikken en skrøbelig og farlig situation.

På ferie på Club La Santa som 18 årig. Endnu ikke da jeg var størst (110-120 kg)
Sådan her fungerede jeg bedst! Eller det troede jeg. Kæmpe smil på. Joke med mig selv! Stor bomulds trøje og shorts på. Selvfølgelig havde jeg det varmt, men turde ikke hoppe i vandet fordi man jo ikke måtte bade med tøj på.

Stadig den dag idag, kan jeg have det sådan!

Det er der måske nogle mennesker der kan ha’ svært ved at forstå, for det burde jeg da ikke ha? Jeg burde da bare springe ud i det hele, og nyde min nye krop som jeg har knoklet så meget for at få. Men mit sind er mere komplekst end det, og det kan være en kæmpe frustration nogle gange. Folk må forstå, at (eller i det mindste bare respektere) at jeg har været overvægt hele min barndom og teenage år. Blevet stigmatiseret som hende den fede,  det var min identitet og rolle i så mange år – som jeg fandt en del tryghed og “hjem” i nærmest. Det blev en indgroet del af mig, mit tankemønster og mine forsvar. Aldrig før jeg har som sådan mærket efter min krop. Den var der bare, og jeg tog så meget afstand fra den som jeg gjorde. Nu her, hvor jeg faktisk er begyndt at mærke efter (efter at ha’ lukket ret meget ned for mig selv og mine følelser under vægttabet og hudfjernelses operationerne) er det SÅ skræmmende og virkelig tankevækkende følelser jeg oplever.

Jeg skal lige pludselig forholde mig til min krop, og mærke efter..

Det skræmmende, det klart!

HOWEVER;
Så er jeg jo en stædig motherfucker 😀

Og jeg gør det alligevel selvom jeg synes det er svært, og at jeg ikke føler som komfortable med det endnu – fordi jeg tror på, at det bliver bedre. At modenhed, tilvænning og tid hjælper mig. På alle områder ønsker jeg at acceptere min krop, med alle de “skønhedsfejl” den også har, så synes jeg den er ret fantastisk. Mest for alt det den har været igennem i en relativt ung alder!

Jeg gør mange ting selvom det skræmmer mig, fordi jeg nægter at lade mine forvrængede tanker overtage. Min sunde fornuft og kærlighed til andre, skal jeg lære at vende INDAD – lytte til den, lade de negative råbe i baggrunden sige “pyt” I lyver alligevel.

Come on me!