Jeg føler mig så utilstrækkelig!

Selv i frygt for, at nogle bliver træt af, at høre på mig bliver jeg NØD til at stå fast – og igen være 100 % ærlig i mine indlæg overfor jer. Det laver jeg altså ikke om på! Om det så koster et par følgere ja .. So be it! Jeg får det endnu værre, hvis jeg bare skal tage den glade maske og facade på hele tiden.

Jeg er et meget sensitivt menneske. Jeg tænker, bekymrer mig og grubler alt for meget, bl.a. også derfor min angst for alting kan holde mig fra selv de simpleste ting i hverdagen. Bare at komme ud og handle kan være svært at overskue ..

Jeg ved jeg ikke burde føle sådan, og jeg kan i princippet hele finde på noget jeg skulle ha’ gjort forkert som sådan. Men jeg forlanger og forventer bare rigtig meget af mig selv.. Det desværre oftest uopnåelige krav, og jeg gør det bare meget svære for mig selv. Jeg føler mig som verdens dårligst “rollemodel” og inspirator for andre, når jeg ikke engang selv har styr på hverken kosten eller kan holde min motivation oppe. Ja bare overhovedet ikke føler jeg har styr på mig selv, eller mit liv. Faktisk langt fra .. Og det værste er, at jeg tror at jeg er ved at blive ligeglad også. Det en skræmmende følelse 😳

Her den senere tid, har jeg følt mig godt prøvet. Derved har jeg dog ganske vidst også lært en masse. Det er gået utrolig meget op og ned, humøret, som motivationen, kosten, vægten osv – og jeg har overhovedet ikke kunne finde en balance eller rytme i, at få disse ting til at harmonere med hinanden. Jeg føler mig så utilstrækkelig, aldrig god nok, føler jeg pga. min angst og stress ikke formår at tage imod alle de fantastiske gode muligheder jeg har liggende lige foran mig. Der er så mange ting jeg gerne vil, men jeg frygtelig bange. Bange for, at det går galt, at jeg ikke slår til, er god nok osv osv. Når jeg modtager søde beskeder fra folk, som faktisk virkelig mener, at jeg har hjulpet dem eller inspireret dem på en måde – bliver jeg klart inderligt glad, og også rørt! Men jeg kan heller ikke lade være med at tænke, hvad hvis de vidste den hele sandhed? Egentlig så er jeg meget ærlig overfor jer, og jeg prøver at holde fast i, at I måske stadig synes jeg er inspirerende på trods af, at jeg ikke føler det selv. Personligt bliver jeg langt mere inspireret af folk, som deler deres svagheder, problemer i livet og hvordan de formår at komme ovenpå igen. Der i min verden intet så ja .. Intetsigende og uinspirerende som folk der kun viser de gode, sjove og lyserøde sider hele tiden.

Men jeg har taget en beslutning, for jeg kan ikke bare gå inde med de her følelser selv. Jeg har før fået hjælp, men har aldrig rigtigt troet på den eller været openminded omkring det. Det skal være slut nu .. Jeg er træt af onde, negative tanker omkring mig selv, jeg er træt af konstant at føle mig utilstrækkelig, stresset og angst. Det MÅ kunne blive bedre! Det kan ikke være rigtigt, at man skal være så hård ved sig selv – eller brænde inde med det hele selv.

Det svært, at komme dertil – for jeg tror altid, at jeg bare kan klare det hele selv, men det må jeg nu efter LANG tid erkende, at jeg ikke kan. Jeg kan ikke knække koden selv.. Siden jeg kan huske har jeg følt mig forkert, at der ikke var plads til mig i denne verden og at jeg ikke var velkommen. Det er ærlig talt nogle forfærdelige følelser, at sidde inde med – og jeg klager altså ikke, medmindre det er slemt.

SÅ psykolog behandling skal ha’ en ordentlig fair chance. Måske noget hypnose. Mindfulness (skader vel aldrig) og så skal jeg danse og træne gode ting der er sundt for sjælen!

Tak fordi I bærer over med mig. I har ingen ide om, hvor betryggende, livsbekræftende og dejligt det er, når folk forstår og respektere en når man ikke føler sig særlig inspirerende eller på anden måde oplagt overhovedet ❤️